
NÆSTVED: 'Vi er oplyst om tilfælde, hvor medarbejdere fik ordre om at indtaste i LUDUS, så det så ud som om, at en kursist havde bestået samtlige delprøver i en disciplin samme dag, hvilket ikke var tilfældet'.
Sådan konkluderer en undersøgelse fra revisionsfirmaet BDO, som Næstved Kommune fik til at undersøge test- og faktureringsforhold mellem den private udbyder af danskkurser til udlændinge, Næstved Sprog- og Integrationscenter (NSI) og kommunen selv. Sprogcentret og kommunen har i længere tid været i strid med hinanden om testresultater og lønafregning og derfor har stævnet hinanden.
En aktindsigt i den endelige rapport viser nu, at flere af underviserne på sprogcentret oplyste, at de klagede over en ny testprocedure til såvel ledelse som tillidsrepræsentant. Det gjorde de, fordi de var uforstående over for, hvorfor kursisterne skulle testes, når de ikke var klar, og hvordan det i øvrigt var muligt, at så mange kursister kunne bestå.
Samtidig viser den, at BDO er oplyst om tilfælde, hvor testerne fik ordre om at indtaste testbeståelsesdato i LUDUS, som er det anvendte registreringssystem, så det så ud som om, at alle delopgaver var bestået samme dato - selvom det ikke var tilfældet. Derfor har underviserne en generel mistanke om, at der er ført urigtige oplysninger ind i LUDUS.
Prikket ud i undervisningslokalet
Normalt ville testproceduren være, at testdato og tidspunkt blev lagt ud i SharePoint, hvor undervisere så tilmeldte kursister. Men det ændrede sig til, at særligt én person i stedet kom ind i undervisningslokalet og pegede kursister ud til test.
Ifølge rapporten var underviserne imod metoden, men beskriver, at de følte sig 'over-rulede', når de gjorde indsigelser mod den. Samtidig oplevede en studentermedhjælp at blive instrueret i, at kursister skulle op i de samme delopgaver, de var dumpet i - for at øge sandsynligheden for, at de ville bestå.
NSI bekræfter over for Næstved Kommune, at sprogcentret kun re-testede kursisterne i den delprøve, de var dumpet i, for at spare tid og ressourcer. Men det betyder ifølge rapporten, at 'eksamensdisciplinen' bortfalder, og det er i øvrigt ulovligt at teste i de samme opgaver igen.
Der er 18 tilfælde af kursister, der alle havde dumpet i læsedisciplinen i oktober, men bestod samtlige delprøver i december. Samtidig er der tilfælde af kursister, der var til test ugen før, som dumpede i blandt andet læsning, der kunne bestå samme test ugen efter.
Ændringer i tilgangen til 'styring, faglighed og pædagogik'
De tidligere medarbejdere, som BDO har interviewet i undersøgelsen, fortæller, at der langsomt skete et paradigmeskift. De siger ifølge rapporten, at tal, analyser og effektivisering blev brændpunkter, og at bekendtgørelsen løbende 'var til fortolkning'.
Det betød, at der skete et skred i både det faglige og pædagogiske niveau og i at overholde bekendtgørelse og lovgivning. Interviewpersonerne oplyser også, at flere rutinerede testere sagde op efter flere diskussioner med ledelsen om 'den nye stil'.
Således blev den daglige og pædagogiske indsigt og overholdelsen af bekendtgørelsen ved tests tilsidesat, da NSI tabte udbuddet i Næstved Kommune i 2017, hvor antallet af tests ifølge de interviewede accelererede.
Alle de interviewede nævner, at særligt to medarbejdere har været omdrejningspunkt for gennemførelsen af tests i sidste kvartal af 2017. Samtidig refererer de til et møde i 2017, hvor underviserne blev opfordret til at sende kursister til test, hvis chancer for at bestå var minimale.
Ifølge rapportens interviewanalyse med tidligere medarbejdere i NSI skyldes den nye måde at teste på en ændret opfattelse og tilgang til arbejdet på sprogskolen. De beskriver miljøet som effektiviserings- og detailstyret. Uafhængigt af hinanden siger flere, at det blev normen, at 'alle kan undervise'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.