
NÆSTVED: En sprogskole i Næstved er under mistanke for at fuske med sprogprøver for udlændinge. Det koster nu kommunen 2,2 mio. kr., fordi 140 kursister skal have ekstra undervisning, skriver DR Sjælland. Det fremgår af den stævning, som kommunen efter en længere strid med Næstved Sprog- og Integrationscenter (NSI) for nylig har indgivet mod centret og som vi omtalte her.
Sidste år opsagde Næstved Kommune samarbejdet med sprogskolen, hvorefter NSI frem til kontraktens udløb til nytår satte turbo på eksamineringen af udlændingene, selvom kursisterne ikke var klar til det. Det viser en ny undersøgelse, som DR Sjælland har fået aktindsigt i. Bag undersøgelsen står BDO på opfordring af Næstved Kommune, efter en underviser fra NSI henvendte sig til Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
I alt blev 98 kursister i forbindelse med undersøgelsen udtaget til en ny test, fordi deres forløb så mærkværdige ud. Flere havde fx bestået deres modul, selvom de fx havde haft meget fravær og selvom deres niveau ikke var højt nok.
33 af de 64 kursister, der mødte frem til den uvildige, nye test hos Aalborg Sprogcenter, dumpede således testen. Samtidig viste undersøgelsen fra BDO, at nogle af kursisterne ikke blev testet i fuldt pensum, hvis de var dumpet - men kun i de delprøver, de ikke havde bestået, og det er imod reglerne.
Nægter at betale regning på seks millioner
Desuden startede sprogskolen i december en række nye - ifølge stævningen 'kraftigt accelererede' - forløb, der skulle udløse en starttakst på 30 pct. af beløbet for kursusforløbene, selvom der var udsigt til, at forløbet blev forhastet, eller at kursisterne kun kunne nå at gennemføre en lille del af modulet, inden kontrakten med kommunen udløb.
Derfor nægter Næstved Kommune indtil videre at betale regningen fra sprogcentret for fjerde kvartal 2017 på knap seks mio. kr.
Kommunen har i tre måneder efter kontraktens udløb administreret sprogcentrets lønudbetalinger - altså udbetalt løn til sprogcentrets ansatte. Men sprogcentret har ikke betalt pengene for lønnen til sine ansatte tilbage til Næstved Kommune som aftalt, og derfor stævner kommunen centret for godt seks mio. kr. plus to mio. kr. i procesrente.
Ekstraundervisning kan koste flere millioner
Dertil kommer altså udgifterne til at undervise 140 elever fra sprogcentret, der ikke har det faglige niveau, som de på papiret skulle have. En udgift, der ifølge stævningen skønnes at være 2,24 mio. kr.
Borgmester i Næstved, socialdemokraten Carsten Rasmussen, siger, at det er nødvendigt at give kursisterne ekstra undervisning, så de kan komme op på det faglige niveau, de burde have:
- Vi kan ikke gå ud med vores jobkonsulenter og tilbyde flygtningene praktikpladser og allerhelst job, hvis ikke de kan det grundlæggende, som man skal efter sådan et sprogforløb, understreger han.
NSI's direktør Carsten Madsen stiller sig dybt uforstående over for anklagerne fra Næstved Kommune og efterlyser at se rapporten, som NSI endnu ikke har set. Han forstår ikke, hvordan Næstved Kommune er nået frem til 2,2 mio. kr.
- Det er jo beskyldninger og påstande, der kommer fra kommunes side. Som udgangspunkt kan vi afvise, at der er foregået snyd hos NSI. Vi har selv undersøgt undervisningen og testningen i den periode, og vi har ikke fundet noget. Vi har også fået en ekstern revisionsfirma til at gennemgå vores procedurer og tal, og de har heller ikke kunne finde noget, siger NSI's direktør.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.