
NORDDJURS: Flere væresteder for udviklingshæmmede i Norddjurs Kommune har i årevis købt varer og ydelser for millioner af kr. hos et lokalt værksted, uden at opgaverne - i strid med EU's udbudsregler - blev sendt i udbud.
Det viser en række bilag, som kommunen.dk har fået aktindsigt i.
Det er Socialområdet under Norddjurs Kommune, som de seneste fem år konsekvent har benyttet værkstedet Djurs Auto og Undervognscenter i strid med reglerne, når områdets biler og busser har været på værksted.
I årene fra 2013 til 2018 har kommunen sendt omkring 2,5 mio. kr. videre til værkstedet uden udbud.
Erkender regelbrud
På langt de fleste af de hundredevis af udgiftsbilag, som værkstedet har sendt til kommunen, er det den nu tidligere leder af værestedet og aktivitetscenteret for udviklingshæmmede Nærheden, Dick Rønde, der står som kommunens kontaktperson.
Han fratrådte i januar i år sin stilling i forbindelse med, at kommunen.dk fik aktindsigt i en række bilag, og Norddjurs Kommune havde sat gang i en intern undersøgelse efter en mistanke om 'mulige uregelmæssigheder'.
Ifølge Norddjurs Kommune har kommunens indkøbsafdeling hverken indgået en indkøbsaftale med værkstedet eller på anden måde været involveret i indkøbene.
Kommunen erkender, at det på grund af det manglende udbud er ulovligt, at værkstedet i årevis har modtaget store kommunale ordrer.
- Der burde have været gennemført et udbud, idet indkøbet overstiger tærskelværdien for EU-udbud, skriver afdelingsleder Marianne Bach Hougård i et skriftligt svar.
Den samme vurdering lyder fra Steen Jensen, ekspert i udbudsret og selvstændig rådgiver i offentlige udbud hos Steenjensen.com.
- Indkøbet er over tærskelværdien og burde have været sendt i EU-udbud. Udbudsreglerne skal sikre en lige konkurrence og lige adgang til de offentlige kontrakter. Selvfølgelig er formålet også, at den offentlige indkøber skal købe bedst og billigst muligt ind. Det gør man gennem et udbud, så derfor er det alvorligt, at reglerne ikke er overholdt, siger han.
Ændrer ikke procedure
Det er ikke den første gang, at Norddjurs Kommune har købt ind i strid med udbudsreglerne. Den nye sag om brud på udbudsregler får dog ikke kommunen til at ændre procedure, forklarer velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen.
Han kan ikke svare på, hvordan det kan lade sig gøre, at kommunen i årevis har købt ind i strid med reglerne. I stedet henviser direktøren til, at det ifølge kommunens retningslinjer er op til de enkelte ledere at have 'et tilstrækkeligt kendskab til reglerne'.
- Folk bliver oplyst om udbudsreglerne, og det har vi også en meget klar forventning om, at man som ansvarlig leder er opmærksom på, siger Kenneth Koed Nielsen, der forklarer, at kommunen derfor ikke løbende fører kontrol med, at lederne overholder reglerne.
- Det er en viden, som vi forventer folk har, og derfor også overholder. Ganske enkelt fordi, vi har et tillidsbaseret system, og folk bliver oplyst om det. Så forventer vi, at de overholder de regler, ligesom de forventes at overholde alt muligt andet lovgivning.
Fortsætter indkøb uden udbud
På trods af regelbruddet har Norddjurs Kommune fortsat med at handle hos Djurs Auto.
Siden kommunen den 12. februar erkendte overfor kommunen.dk, at opgaven burde have været sendt i udbud, har kommunen betalt 124.756 kr. til værkstedet.
Norddjurs Kommune planlægger heller ikke at sende reparation af busser i udbud, lyder det i et svar.
Det skyldes ifølge kommunen, at 'der er lavet et udbud på indkøb af nye busser og som siden januar 2018 løbende bliver implementeret, således at de gamle busser i en glidende overgang bliver erstattet af nye busser.'
Abonnenter på kommunen.dk kan læse hele historien her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.