Foto ©Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Folketingets åbning
Foto ©Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

EL og SF går med på ophævning af clearing i koranlovafstemning

3. OKT 2023 12.12
Syv partier er nu klar til at møde fuldtallige op ved afstemning om lov, der skal forhindre koranafbrænding.

Også Enhedslisten og SF er med på at ophæve clearingsaftalen i forbindelse med den kommende afstemning om koranloven, som fem blå partier meldte ud tidligere tirsdag.

Det skriver Pelle Dragsted (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF) på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.

- Vi støtter ophævning af clearinger, skriver Pelle Dragsted, hvortil Pia Olsen Dyhr svarer:

- SF ligeså.

En clearing er en uformel aftale mellem partierne, der sikrer, at medlemmer kan blive væk fra afstemninger, uden at det ændrer på et eventuelt flertal.

Medlemmerne kan dermed bruge tiden på andet arbejde.

Partierne Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige meddelte tirsdag morgen, at de vil møde fuldtalligt op i salen ved afstemningen.

Det tvinger langt flere fra regeringen til at møde op og stemme end ellers planlagt.

Senest, clearingsaftalen blev ophævet, var da der skulle stemmes om afskaffelsen af store bededag som en helligdag.

Der er endnu ikke fastlagt en dato for, hvornår afstemningen om den såkaldte koranlov finder sted i Folketingssalen.

Men der er lang vej til en egentlig forkastelse af forslaget.

Regeringen har selv flertal og også opbakning til lovforslaget fra Alternativet og De Radikale, omend de to partier gerne ser en række ændringer.

Liberal Alliance har opfordret regeringspartierne til at stille deres medlemmer fri i spørgsmålet.

Partiets retsordfører, Steffen Larsen, mener at vide, at der i regeringspartierne ulmer uenigheder omkring.

- Vi håber jo at få demonstreret med klarhed, hvem der er for, og hvem der er imod den her lov, sagde Steffen Larsen tidligere tirsdag.

Venstres gruppeformand, Lars Christian Lilleholt, har tidligere kaldt ophævelser af clearingsaftalen for "en glidebane".

Han er bestemt heller ikke glad for trækket denne gang. Han afviste tidligere tirsdag, at der skulle være en uklar linje i gruppen.

- Det ligner et forsøg fra Liberal Alliance på at så splid i regeringspartierne, sagde Lars Christian Lilleholt.

Også Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, er kritisk over for endnu en ophævelse af clearingsaftalen.

- Desværre er der ved at gå inflation i, at partier kræver clearingsaftalerne ophævet. Det er symbolpolitik, og det skader i længden folkestyret, skrev han tirsdag morgen på det sociale medie X.

/ritzau/

Fra forsiden:

Tilmeld dig nyhedsbrevet
GDPR