Foto ©Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dom i sag om iransk attentat-forsøg i Ringsted
Foto ©Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forsvarer sammenligner Bandidos med Uefa og skakunion

26. AUG 2025 11.49
Michael Juul Eriksen argumenterer i sin procedure i forbudssagen for, at Bandidos ikke er en samlet forening.

Rockerklubben Bandidos skal forstås som en paraplyorganisation i stil med Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Nordisk Skak Union.

Det siger Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for Bandidos i den såkaldte forbudssag i Retten i Helsingør, i sin afsluttende procedure tirsdag.

I løbet af sagens mere end 30 retsmøder har et centralt tema været, om Bandidos i Danmark kan betegnes som en samlet forening, der har et ulovligt formål, og som dermed kan opløses ved lov.

Men sådan forholder det sig ikke, siger Michael Juul Eriksen.

- Det er en paraplyorganisation, hvor der er nogle overordnede regler, men hvor de enkelte afdelinger selv bestemmer inden for de regler.

Det er vigtigt, om Bandidos er en samlet forening, eller om der er tale om en paraplyorganisation med en række forskellige og selvstændige afdelinger, fordi man i så fald skal forbyde de enkelte afdelinger i stedet for hele klubben.

I regi af rockerklubben kaldes de enkelte afdelinger "chapters".

I sin argumentation for, at der er tale om en række forskellige afdelinger, laver Michael Juul Eriksen en sammenligning med skakverden.

Der findes nemlig et samlet nordisk skakforbund, men også Dansk Skak Union og så de enkelte lokale skakklubber, der har deres egne vedtægter.

Og de enkelte skakklubber er altså at sammenligne med de enkelte chapters i Bandidos.

Han kommer også ind på, at der er forskel på de enkelte chapters. I nogle afdelinger kan alle medlemmer fremvise en ren straffeattest, mens der er problemer i andre afdelinger, siger han.

- Hvorfor skal en glad motorcykelentusiast i Randers ikke have lov til at køre en søndagstur med sine venner, fordi nogle nede i Næstved ikke kan opføre sig ordentligt?, spørger forsvarsadvokaten retorisk.

Stik modsat Michael Juul Eriksen mener sagens anklagere, at Bandidos kan betegnes som en samlet forening.

Det kom specialanklager Melissa Fernandez fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) ind på i sidste uge, da anklagemyndigheden fremlagde sin procedure.

- Bandidos MC er et samlingssted for personer, der har evnen eller viljen til at begå lovovertrædelser, sagde hun.

Tirsdag er den næstsidste egentlige retsdag i den langstrakte sag. Der falder dom 29. oktober.

/ritzau/

Fra forsiden:

Tilmeld dig nyhedsbrevet
GDPR