Europæisk centralbank fastholder renten for femte gang i træk
Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder indlånsrenten på 2 procent.
Det har centralbanken besluttet på et rentemøde torsdag, fremgår det af en pressemeddelelse fra ECB.
Det er femte rentemøde i træk, at ECB fastholder renten.
Baggrunden for beslutningen er, at banken forventer, at inflationen stabiliserer sig på 2 procent, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Økonomien er fortsat robust i et udfordrende globalt miljø.
- Samtidig er udsigterne stadig usikre, især på grund af den fortsatte globale handelspolitiske usikkerhed og geopolitiske spændinger, lyder det i pressemeddelelsen fra ECB.
Det var også forventningen blandt flere økonomer, at renten blev fastholdt på uændret niveau.
- ECB har for efterhånden nogen tid siden fået inflationen under kontrol, og inflationen har siden fra foråret sidste år svinget mellem 1,7 procent og 2,2 procent - altså tæt på målsætningen på 2 procent.
- Og centralbanken har gentagne gange sendt et signal om, at den er komfortabel med, hvor den står. Det har ikke ændret sig, siger chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm i en skriftlig kommentar.
Samme melding kommer fra cheføkonom Tore Stramer fra brancheorganisationen Dansk Erhverv.
- Det viser med al tydelighed, at såvel inflationen og væksten længe har udviklet sig stabilt inden for ECB’s målsætning, lyder det i en skriftlig kommentar.
Stramer forventer, at ECB i 2026 og 2027 fastholder den ledende rente på samme niveau.
/ritzau/

















