
SVM-regeringen står til tilbagegang i valgstedsmålinger
Mens Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne i 2022 fik 89 mandater samlet, står de til mellem 64 og 67.
SVM-regeringen står ifølge valgstedsmålinger fra DR og TV 2 til mellem 36,7 og 37,9 procent af stemmerne.
Det er en tilbagegang fra 50,1 procent ved valget i 2022.
Valgstedsmålingerne bliver udarbejdet på baggrund af interview ved valgstederne med vælgere, der oplyser, hvad de har stemt.
I valgstedsmålingerne fra de to medier står de tre partier tirsdag aften til mellem 64 og 67 mandater.
I 2022 fik de tre partier samlet 89 mandater.
To ud af de tre partier står også til at få et hak af vælgerne, nemlig de traditionelle statsministerpartier Socialdemokratiet og Venstre.
Socialdemokratiet står til at få 19,2-21 procent af stemmerne ifølge målingerne, hvilket vil være en mærkbar tilbagegang på mindst 6,5 procent.
Dermed er det også stadig et åbent spørgsmål, om det bliver det værste valg i over 100 år for partiet.
Venstre står til at få 9-9,3 procent af stemmerne, hvilket også vil være en mærkbar tilbagegang på omkring fire procent - og det værste valgresultat ved et folketingsvalg for Venstre nogensinde.
Moderaterne ser til gengæld ud til at indtage en nøglerolle. Partiet står til at få 7,9-8,2 procent af stemmerne og 14 mandater.
SVM-regeringen har været ved magten siden december 2022.
I de seneste godt 30 år har regeringsmagten ellers skiftet mellem rød og blå blok med Socialdemokratiet og Venstre for bordenden.
Forud for valget i 2022 gik Socialdemokratiet dog højst usædvanligt til valg på at danne en bred regering over midten.
Venstres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, afviste i første omgang blankt at gøre Mette Frederiksen til statsminister.
Han måtte efterfølgende tage ordene i sig, da Mette Frederiksen i december 2022 kunne meddele, at der efter flere ugers forhandlinger på Marienborg var indgået en regeringsaftale mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
/ritzau/











