
SYDDANMARK: Region Syddanmark mener at have betalt mere end 30 mio. kr. for meget til ambulanceselskabet Bios, som nu skal betale pengene tilbage til regionen. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Region Syddanmark har hasteindkaldt Bios til et møde torsdag morgen. Rikke Vestergaard, koncerndirektør i regionen, bekræfter, at der er betalt mere end 30 mio. kr. for meget til Bios.
- Som det ser ud nu, så har vi ved en fejl udbetalt en måned for meget til Bios, siger hun til avisen.
Hvordan mellemværendet skal løses, er det for tidligt at sige noget om, tilføjer hun.
Bios afleverede tirsdag et forsinket et regnskab med et underskud på 42 mio. kr. før skat for 2015. Region Syddanmark skal ifølge kontrakten med Bios betale omkring 30 mio. kr. forud hver måned.
Men ifølge regnskabet havde regionen pr. 31 december 2015 betalt næsten 62 mio. kr. i forudbetalinger til ambulanceselskabet.
I en kommentar til sagen siger Bios-direktør Morten Hansen, at der ikke er noget at komme efter.
Ifølge Morten Hansen skyldtes den dobbelte forudbetaling, at regionen på grund af juleferien lavede en indbetaling i slutningen af 2015 i stedet for i starten af 2016.
- Når der bliver registreret to månedlige forudbetalinger i årsregnskabet, skyldes det, at man har en forudbetaling, som bliver gennemført inden årsskiftet på grund af juleferie, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.