
AALBORG: Aalborg Forsyning har indgået kontrakt med schweiziske MAN Energy Solutions, som skal levere en havvandsvarmepumpe på 132 MW.
Havvandsvarmepumpen, som er baseret på naturlige kølemidler, er verdens største af sin slags. Den udgør en vigtig del af den kommende grønnere varmeforsyning, som skal erstatte den kulbaserede fjernvarme der i dag kommer fra Nordjyllandsværket, når det lukker ned i 2028, oplyser Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse.
- Havvandsvarmepumpen er et meget vigtigt led i realiseringen af Aalborg Forsynings strategi for fossilfri varmeproduktion. Løsningen er effektiv, fleksibel og klimavenlig, og dertil er havvandsvarmepumpens varmeproduktionspris lavere end Nordjyllandsværkets, hvilket alt andet lige vil have en positiv effekt på varmeprisen, siger Per Clausen (Ø), bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning og rådmand i Klima og Miljø i Aalborg Kommune.
Det samlede anlæg består af tre varmepumpeenheder på 44 MW, som hver er verdens største baseret på naturlige kølemidler. Og samlet set er det en af verdens største havvandsvarmepumper, der nu kommer til at ligge ved Limfjorden i Norbis Park.
Stolthed hos leverandør
Anlægget vil stå for næsten en tredjedel af varmeproduktionen i Aalborg Forsyning, mens resten skal komme fra bl.a. elkedler, varmepumper, overskudsvarme fra affaldsforbrændingen på Nordværk og lokale virksomheder mm.
Havvandsvarmpupmen kan udnytte energi fra Limfjorden til at producere varmt fjernvarmevand og set over en varmesæson vil to tredjedel af den producerede varme komme fra Limfjorden, mens den sidste tredjedel er el fra Aalborg Forsynings egne vedvarende energikilder i kombination med el fra det offentlig net.
Varmepumpen udnytter elektricitet til at hæve temperaturen fra de normale 1- 15 grader i Limfjorden til de normale temperaturer, som anvendes i fjernvarmenettet, typisk op til 90 grader, men varmepumpen kan, hvis det ønskes, opvarme fjernvarmevandet helt op til 98 grader.
I forhold til den kulfyrede varme vil havvandsvarmepumpen reducere CO2-udslippet med 160.000 ton årligt. Og MAN Energy Solutions er stolte over at bidrage til den grønne omstilling i Aalborg varmeforsyning.
- Med dette projekt demonstrerer vi, hvordan grøn elektrisk energi kan udnyttes effektivt uden for elnettet til at opvarme boliger og virksomheder. I fremtiden vil sektorkobling som denne være afgørende for, at vi kan komme i mål med de globale bestræbelser på at reducere CO2- udslippet, siger administrerende direktør i MAN Energy Solutions, Patrik Meli.
Efter planen vil der være byggestart på projektet i august 2024, og anlægget vil, efter en periode med test og indkøring, blive sat i drift senest 1. januar 2029.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.