
MIDTJYLLAND: Region Midtjylland sælger det gamle kommunehospital i Aarhus for 807,5 mio. kr. til Forskningsfondens Ejendomsselskab, Aarhus Universitet. Det oplyser Region Midtjylland.
Kommunehospitalet ligger på Nørrebrogade i den centrale del af Aarhus over for de kendte universitetsbygninger.
- Region Midtjylland har fået den rigtige pris. For præcis et år siden solgte Region Midtjylland det tidligere Amtssygehus på Tage Hansens Gade til Aarhus Kommune for 400 mio. kr. og en stor grund i Skejby, skriver regionsrådsformand Bent Hansen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Nu er turen kommet til det tidligere kommunehospital på Nørrebrogade. Med den nye handel er vi et syvmileskridt nærmere målet om at kunne lægge den anselige sum, der er regionens del af de nye sygehusbyggerier, siger Bent Hansen.
Køberen, Forskningsfondens Ejendomsselskab (FEAS), er ejet af Aarhus Universitets Forskningsfond. De tilkøbte boliger, der er på samlet 110.000 kvadratmeter, skal laves til en helt ny del af universitetet, et såkaldt campusområde.
Aarhus Universitet og FEAS skal nu i gang med at aftale de nærmere vilkår om udviklingsmuligheder, indflytningstakt og huslejebetaling med mere. Når lejeaftalen er forhandlet på plads, skal den først godkendes af universitetets bestyrelse og herefter af Folketingets finansudvalg.
Ifølge den seneste tidsplan for det nye hospitalsbyggeri i Skejby forventer Region Midtjylland at flytte de sidste aktiviteter ud af bygningerne på Nørrebrogade i maj 2019. Her overdrages bygningerne til FEAS.
Aftalen mellem regionen og FEAS skal godkendes endeligt på regionsrådsmødet i januar 2016.
Ritzau / dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.