Store dele af byggeskandalen på Aalborg Universitetshospital kunne været undgået. Billige og uerfarne murere blev brugt. Og planlægningen var der ikke styr på, siger den lokale byggeformand for 3F Aalborg, Reidar Kogstad.
Flere gange har byggeriet i Aalborg været ramt af forsinkelser og fordyrelser, som formentlig kunne være blevet undgået, skriver Fagbladet 3F. Men ofte har simple detaljer som tegninger af næste trin i byggeprojektet ikke været færdige. Derfor har håndværkerne været tvungne til at gøre deres arbejde halvt. Og nogle gange endda gøre det om flere gange, fortæller Reidar Kogstad.
- Vores tømrere har måttet ladet sider stå åbne uden at beklæde med gips, fordi tegningerne ikke var færdige. Og jeg ved, at Blik & Rørforbundets medlemmer har haft en opgave, som de måtte lave om fire gange. Det fordyrer processen og skaber risiko for fugtskader, siger han.
Selve byggeriet af murværket på Aalborg Universitetshospital, som nu er fyldt med fugt, tog sin begyndelse i 2017. Allerede dengang advarede 3F Aalborg bygherren og hovedentreprenøren mod at hyre uerfarne folk til at udføre det vigtige stykke arbejde.
- Vi foreslog hovedentreprenøren at sende gode erfarne murersjak ud. Men det sagde MT Højgaard nej tak til, fordi prisen var for høj. I stedet tog de fat i nogle unge svende uden erfaring med akkord-arbejde, siger Reidar Kogstad.
Projektdirektør: Der er mange ting, jeg også ville ønske var håndteret anderledes
Ifølge Reidar Kogstad har hovedentreprenøren generelt været meget optaget af at få noget for pengene.
- Det har været trendsættende på hele projektet. Prisen har været afgørende for, hvem der fik kontrakten, siger han.
Fagbladet 3F har fremlagt kritikken fra 3F Aalborg for byggeledelsen. MT Højgaard ønsker ikke at udtale sig, men informerer om, at de altid tager dialogen direkte med bygherren – i dette tilfælde Region Nordjylland. Projektdirektør for Region Nordjylland, Martin Kjær, siger kort til Fagbladet:
- Jeg har været på projektet i mindre end et år. Men der er mange ting, jeg også ville ønske var håndteret anderledes. Men min opgave er at se fremad, siger han.
Tilbage står nu et formentlig længere juridisk slagsmål om, hvem der har ansvaret for, at Aalborg Supersygehus bliver både forsinket, fordyret og måske også står foran at skulle rive murværk ned og bygge dele af supersygehuset op igen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.