
SORØ: Det bliver fortsat kommunens egne Vej og Park-folk, som kommer til at stå for vedligeholdelsen af grønne områder i kommunen. Det har nemlig vist sig at være billigere end at udlicitere opgaven, lyder det fra Sorø. Alle de indkomne tilbud har nemlig vist sig at være dyrere end den nuværende model, hvor opgaverne løses af Sorø Kommunes Vej og Park.
Tilføjet 10. juli:
Sådan lød det fra kommunen, der i den sammenhæng dog ikke fik fortalt, at kommunens eget kontrolbud på 99 mio. kr. var en del over det billigste udefra på 81 mio. kr. - samt at det nuværende økonomiske niveau er på omkring 80 mio. kr.
Dansk Byggeri har kraftigt kritiseret forløbet - og peget på, at kommunen burde have oplyst, at de var interesseret i bud på, hvad de kunne få for 80 millioner i stedet for at spille med lukkede kort. Læs debatindlæg.
I byrådet stemte S-SF for at droppe udliciteringen igen - V-K-DF stemte imod.
Ønsket om at konkurrenceudsætte Vej og Park stammer tilbage fra budget 2011, og man har undervejs i processen arbejdet med en forventning - baseret på erfaringer fra udbudsprocesser i andre kommuner - om at konkurrenceudsættelsen kunne give besparelser på fem mio. kroner om året.
Det har imidlertid vist sig, at de forventede besparelser ikke er at finde ved at udlicitere opgaven.
Selv det økonomisk mest fordelagtige af de fire indkomne tilbud overstiger det nuværende budget for opgaven. Det vil således kræve en nødvendig ekstratilførsel af midler at overdrage opgaven til en privat leverandør.
Fleksibilitet og effektiviseringsgevinster
I og med at udbuddet annulleres, besluttes det at beholde Vej og Park-opgaven i en kommunal driftsenhed. Udover at det har vist sig økonomisk hensigtsmæssigt, giver det en række øvrige fordele, først og fremmest i form af større fleksibilitet.
Det giver en mere fleksibel opgaveløsning, hvor Vej og Park i højere grad kan imødekomme akut opståede ønsker fra borgere og virksomheder. Det vil være lettere at få løst forefaldende opgaver, som ligger uden for aftalegrundlaget. Opgaver som der erfaringsmæssigt er en del af på Vej og Park-området, ligesom det vil være lettere tilgængeligt for byrådet løbende at justere serviceniveauet.
I forbindelse med konkurrenceudsættelsen har Vej og Park gennemført en omfattende beskrivelse af serviceniveauet, som i kraft af øget viden om opgaveløsningen kan bane vej for fremtidige effektiviseringer på området. Ved at beholde opgaven på kommunale hænder får Sorø Kommune nu mulighed for at høste gevinsten af det analysearbejde. Det er derfor besluttet at indregne en årlig effektivisering på 2 pct. En besparelse som kan bruges til investeringer i driftseffektive maskiner.
Det betyder også, at serviceniveauet på Vej og Parks opgaver forbliver uændret. Dog med den væsentlige undtagelse, at vedligeholdelse af veje og stier fra 2013 vil blive omfattet af en funktionskontrakt og løst af et privat asfaltfirma.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.