
SYDDANMARK: Region Syddanmark og de to implicerede kommuner er bekymrede for, at Trafikstyrelsen vil sende ruten i udbud uden først at se udbuddet efter i sømmene og revurdere betingelserne, lyder det fra regionen.
Hvis indholdet ikke lever op til forventningerne, så kan selv den flotteste indpakning ikke få kunderne til at købe produktet. Det har Trafikstyrelsen måtte sande i sagen om udbuddet på Fyn-Als-færgen. Derfor prøver de nu endnu gang at sælge driften af færgeoverfarten mellem Bøjden og Fynshav. Men de implicerede parter, Region Syddanmark og de to kommuner, Faaborg-Midtfyn og Sønderborg, er bekymrede for, at Trafikstyrelsen vil udbyde på præcis de samme vilkår, som kun en enkelt ville byde ind på i første omgang.
For hvis det sker, er der ifølge regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V), en overhængende fare for, at det vigtige bindeled mellem Fyn og Als står uden operatør, når den nuværende kontrakt udløber 1. maj 2013.
- Trafikstyrelsens egen analyse viser, at billetprisen ikke kan hæves yderligere. Så når kun et selskab kunne se en forretning i det første udbud, kan de nok heller ikke se det i anden omgang, hvis ikke betingelserne ændres. Derfor vil vi gerne opfordre Trafikstyrelsen til at gå udbuddet grundigt igennem og forholde sig kritisk til, hvorfor det ikke lykkedes at tiltrække nogen bud i første omgang, siger Carl Holst.
Sammen med borgmestrene i Faaborg-Midtfyn og Sønderborg har han derfor skrevet et brev til transportminister Henrik Dam Kristensen (S) for at få denne til at tage udbuddet op med Trafikstyrelsen. I brevet opfordres ministeren til at hæve det statslige tilskud fra de nuværende 7,4 mio. kr. om året til et mere realistisk beløb, som afspejler nutidens brændstofpriser og løn- og driftsomkostninger.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.