
Antallet af svanemærkede daginstitutioner fortsætter med at stige: Medio 2022 var der opført 11 svanemærkede daginstitutioner, og kun et år senere er det tal steget til 14 med yderligere to under opførelse – og der er flere på vej. Det skriver Miljømærkning Danmark en pressemeddelelse.
En svanemærket bygning er bl.a. kendetegnet ved at leve op til visse kemikaliekrav, krav om certificeret træ, lavt energiforbrug og byggeteknisk kvalitet via kontrol af en uvildig tredjepart.
- En svanemærket bygning er et bedre valg for både miljø, klima – og ikke mindst børn og personale. Det er derfor glædeligt, at stadig flere kommuner vælger at opføre daginstitutioner, der er certificeret med Svanemærket – og på den måde bidrage til den grønne omstilling, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
Oplagt for det offentlige at bygge svanemærket
Gladsaxe Kommune er en af de kommuner, der skubber til udviklingen. Her har man besluttet, at alle nye børnehuse skal certificeres med Svanemærket.
- Det gør vi, fordi vi vil det bedste for vores børn, og fordi det er i tråd med vores strategi om at arbejde med FN’s verdensmål. Men også fordi, det er sund fornuft. Svanemærkede børnehuse bidrager til et godt arbejdsmiljø og god trivsel hos både børn og medarbejdere. Det betyder også mindre sygefravær blandt både børn og voksne. Det er godt for familierne, som ikke skal blive hjemme med syge børn. Og det er godt for kommunens økonomi, når der er færre udgifter til vikardækning. På den måde er det oplagt for det offentlige at bygge Svanemærket, siger Gladsaxe Kommunes borgmester Trine Græse.
Gladsaxe Kommune har opført fem svanemærkede daginstitutioner, bl.a. børnehuset Svanen, som er det første cirkulære byggeri, der blev certificeret med Svanemærket. Hertil kommer endnu et børnehus, der har gennemgået en svanemærket renovering. Kommunens syvende svanemærkede børnehus får en idrætsprofil og forventes at blive indviet i 2024.
Svanemærket står også højt på dagsordenen i flere andre af landets kommuner, bl.a. finder man svanemærkede daginstitutioner i Præstø, Ry, Horsens og Herning.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.