DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix.

ARC-topchef skal forklare sig: Sag har skadet image og renommé

Tidligere konstitueret direktør for kommunalt ejet affaldsselskab skal stå skoleret i sag om ulovlige indkøb
5. SEP 2018 5.59

En af Amager Ressource Centers (ARC) højest placerede chefer skal nu stå skoleret i en omfattende sag om systematisk brud på udbudsreglerne. Det viser en intern meddelelse til selskabets medarbejdere, som kommunen.dk er kommet i besiddelse af.

Det er den nu tidligere konstituerede direktør og nuværende chef for Energi-afdelingen, Dan Fredskov, der har fået fri, mens han udarbejder en redegørelse over sin rolle i sagen, som indtil videre omhandler ulovlige indkøb for mindst 289,5 mio. kr.

I meddelelsen skriver selskabets nytiltrådte direktør Jacob H. Simonsen til medarbejderne, at det sker som konsekvens af en igangværende undersøgelse fra advokatfirmaet Bech-Bruun og revisionsfirmaet Deloitte. Undersøgelsen skal blandt andet klarlægge, hvordan det kunne gå til, at det kommunalt ejede affaldsselskab - der er et af landets største - i mindst otte år konsekvent har brudt udbudslovgivningen.

'Siden maj måned har netmediet kommunen.dk afdækket en række uregelmæssigheder i ARCs forhold til udbudsreglerne. Det er desværre hævet over enhver tvivl, at ARC ikke konsekvent har ageret efter de regler, som vi er underlagt. Udbudssagen er alvorlig for ARC. Sagen har skadet vores image og renommé hos vores ejere og i offentligheden', står der i meddelelsen.

Ifølge meddelelsen er den eksterne undersøgelse tæt på at være afsluttet, og 'konklusionen tegner alvorlig'.

'Der er tale om store problemer med overholdelse af gældende regler for udbud. Særligt slemt ser det ud i Energi. Da ansvaret i ARC altid må og skal pege opad, har jeg bedt Dan Fredskov i sin rolle som energichef og konstitueret direktør i en længere periode, om at redegøre for sin rolle i sagen. Den redegørelse vil jeg diskutere med Dan i løbet af kort tid', skriver ARC's nytiltrådte direktør, Jacob H. Simonsen.

Er Dan Fredskov blevet fyret?

- Nej. Der er ikke på nuværende tidspunkt indledt en personalesag. Når vi ser redegørelsen fra Dan Fredskov, så vil jeg tage stilling til den, og tage stilling til de videre skridt, jeg vil foretage mig, siger Jacob H. Simonsen til kommunen.dk.

Det er ikke lykkedes kommunen.dk at få en kommentar fra Dan Fredskov.