SORØ: Nu er der sat et endeligt punktum i straffesagen mod Sorø Kommunes tidligere kommunaldirektør Søren Søndergaard Kjær. I byretten i Næstved er han blevet kendt skyldig i bedrageri og har fået en dom på 40 dages betinget fængsel og samfundstjeneste.
Straks efter afgørelsen i byretten lød meldingen, at dommen ville blive anket til Østre Landsret. Men nu oplyser landsretten, at Søren Søndergaard Kjær har droppet sin anke. Det skriver Sjællandske Medier, herunder sn.dk. Det betyder, at byrettens dom fra den 24. marts i år står ved magt. Og dermed er sagen nu afsluttet.
Sjællandske Medier har været i kontakt med Søren Søndergaard Kjær. Han vil ikke udtale sig om sagen og henviser til sin forsvarsadvokat, Anders Németh. Han har dog heller ingen kommentarer til sagen.
Brug af kommunalt kreditkort
Sagen kom frem, efter at DR havde gennemgået kommunaldirektørens brug af kommunale kreditkort og kunne afsløre uregelmæssigheder og privatindkøb på kommunens regning.
Ifølge DR handlede det om privatindkøb for næsten 9.500 kroner og skulle blandt andet omfatte en middag og en koncert i forbindelse med en konference i Nashville i USA. Ifølge DR’s oplysninger bad kommunaldirektøren også deltagere fra middagen og koncerten om via MobilePay at overføre over 4.000 kroner til sin private konto, selvom kommunen allerede havde betalt udgiften, der altså ikke var kommunal.
De 9.500 kroner og overførslerne via MobilePay blev dog ikke nævnt i anklageskriftet fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Afsløringerne førte til, at et stort flertal i Sorøs kommunalbestyrelse politianmeldte kommunaldirektøren. Det skete den 30. august 2021. Kommunaldirektøren opsagde i selv sit job, inden Sorø Kommune kunne nå at fyre ham.
Forhold droppet
Politiets senioranklager Mariam Khalil har tidligere oplyst, at en juridisk vurdering førte til, at anklagemyndigheden droppede nogle af de forhold, der blev omtalt i medierne. Det gælder blandt andet for et køb af billetter til Ruds Vedby Borgspil, selvom Søren S. Kjær allerede har betalt de penge tilbage til kommunen, skriver Sjællandske Medier og sn.dk.
I anklageskriftet var han derfor alene tiltalt for at snyde Sorø Kommune for 6.751,16 kroner i forbindelse med International City Manager Conference i Nashville i dagene fra den 18. til den 23. oktober 2019.
Ifølge anklageskriftet brugte han et kommunalt Mastercard til at betale for en koncert i Rymans Auditorium i Nashville og en privat middag på restauranten B.B. King's Blues Club. Over for Sorø Kommune noterede han det som "besigtigelse ifm. konferencen" og som "vært ved delegationsmiddag", og netop deri ligger bedrageriet, han er dømt for.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.