Det tyske selskab BioNTech, der har udviklet en coronavaccine i samarbejde med amerikanske Pfizer, har tjent et stort milliardbeløb på at forsyne store dele af verdens befolkning med en beskyttelse mod corona. Vaccinen er den mest indkøbte i det danske vaccinationsprogram mod corona.
I årets første ni måneder har selskabet haft en omsætning på 100 mia. kr. Det er en stigning fra en omsætning på bare en milliard i samme periode sidste år, hvor vaccinen endnu ikke var godkendt. Det viser selskabets regnskab, der er offentliggjort tirsdag. Der er tale om en vækst på 9900 procent over det seneste år.
Den massive fremgang i salget smitter også af på BioNTechs resultat, når alle regninger er betalt. Overskuddet beløber sig efter årets første ni måneder til 53 mia. kr. I samme periode af 2020 fik det tyske selskab et underskud på 2,6 mia. kr.
BioNTech blev stiftet i 2008 og har oprindeligt haft fokus på udviklingen af immunterapi mod kræft. I forbindelse med coronaudbruddet kastede virksomheden sig over udviklingen af en vaccine, og det har været det helt store kommercielle gennembrud, efter at den blev taget i brug i slutningen af 2020.
Ejer nu blandt verdens rigeste
BioNTech er stiftet af ægteparret Ugur Sahin og Özlem Tureci, der har tyrkiske rødder. BioNTechs aktiekurs er braget i vejret det seneste år, og det har forgyldt ejerne. Ugur Sahin er i top 250 over verdens rigeste med en anslået formue på knap 70 mia. kr.
Det viser Bloomberg Billionaire Index, der løbende følger udviklingen i pengetankene hos verdens rigeste.
For hele 2021 venter BioNTech en omsætning på 119-126 mia. kr. Det er en opjustering fra 118 mia. kr. Det er baseret på en forventning om at levere 2,5 milliarder vaccinedoser i år.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.