
Af Emil Rasmus Nielsen, [email protected]
Kommunale indkøb skal ske med ekstra omtanke for miljøet, og det kan gælde indkøb af alt fra biler til bleer og kaffe. Det har kommunerne i København, Aarhus, Odense, Herning, Sønderborg og Egedal forpligtet sig til, efter de er gået ind i det såkaldte 'Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb' med Miljøministeriet. Stod det til miljøministeren var langt flere end de seks kommuner med i ordningen, men endnu er det helt op til kommunerne selv.
Egedals borgmester, Willy Eliasen (V), ser ingen grund til, at kommunerne undlader at gå ind i ordningen. Han påpeger:
- Som offentlige indkøbere har vi et udvidet ansvar for, hvordan vores forbrug påvirker vores borgeres sundhed og vores fælles natur- og energiressourcer.
Ayfer Baykal (SF), teknik- og miljøborgmester i København fremhæver i endnu højere grad de sundhedsmæssige konsekvenser:
- Mere end 3000 mennesker dør hvert år for tidligt i Danmark på grund af luftforureningen - 500 af dem i København. Giver det så ikke god mening at tilrettelægge indkøbene, så vi fx køber el- eller brintbiler, som bidrager til at løse luftforureningen? Jo, bestemt.
Hun forklarer yderligere om fordelene ved ordningen:
- At købe grønt ind handler i det hele taget om at købe smartere ind, altså købe produkter, der lever i længere tid, så vi reelt bruger færre ressourcer, eller mere energibesparende produkter end standardvaren, så vi får både en grøn gevinst og økonomisk gevinst.
Frihed til at vælge
Formanden for Holbæks udvalg for klima og miljø, John Harpøth (DF), er mere skeptisk over for indkøbssamarbejdet:
- Jeg synes det er fint, at forslaget bliver lagt frem til os, men jeg går ud fra - og det kan jeg da også se på vores statistikker i vores kommune - at de indkøb, som bliver gjort, også omkring de grønne indkøb, bliver gjort på en sådan måde, at der er rentabilitet i det.
Han er derfor også imod en obligatorisk ordning:
- P.t. synes jeg det er en dårlig idé at tvinge kommunerne til det, men jeg tror den ordning kan blomstre ad frivillighedens vej og blive en del af det opsæt, der er i kommunerne rundt omkring.
Skal 'Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb' være en obligatorisk ordning for kommunerne?
Deltag i debatten på AGORA
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.