
HADERSLEV: Vidensbrønden er ligesom iPads en del af institutionens læringsmiljø. Begge dele bruges meget bevidst, når det handler om at lege, lære og generere viden på en ny måde.
I Børnehuset Udsigten i Haderslev bliver der som i så mange andre daginstitutioner hoppet, trampet og tumlet på gulvet. Det særlige ved Udsigten er dog, at en del af legen foregår på et stort interaktivt gulv, der kaldes en vidensbrønd. Det minder mest af alt om en stor iPad, og at dømme efter børnenes ansigter er den utrolig populær.Udsigten er den første institution i kommunen, der har investeret i en vidensbrønden
- Ud fra en vifte af tilgængelige skabeloner, udvikler vi selv lærings-APPs, forklarer pædagog Mathias Smith.
Det er ikke kun vidensbrønden, som medarbejderne bruger i deres arbejde. Hver medarbejder er udstyret med en iPad, og det er bestemt ikke én, der ligger i et skab og kun bliver hentet frem, når der skal spilles på den. Ud over at fungere som administrativt arbejdsredskab, inddrages den i den pædagogiske praksis, hvor den kan være med til at give børnene ny viden på en anderledes måde.
- Vi bruger Ipads som et læringsredskab. Hvis vi ved, vi har et barn, der har en særlig udfordring, kan vi nemmere finde et spil eller en opgave, der passer til det enkelte barn. Det handler ikke om, at børnene skal blive gode til at bruge en iPad, for det skal de nok få lært. Vi er mere optagede af den læring og viden, den kan generere, siger Henrik Engelstoft leder af Børnehuset Udsigten.
Et supplement
Ipads bruges for eksempel til at tage billeder eller video med, til at finde oplysninger på nettet, til at lave små skuespil, til at vise billeder i forbindelse med dialogisk læsning og til at stimulere sprogudviklingen hos børnene.
- Det er et supplement til alt det andet, vi gør for at tilgodese børnenes individuelle læringsstile. Børn har brug for at røre sig og få frisk luft, så det er ikke sådan, at de hopper rundt på vidensbrønden i stedet for på legepladsen. Vi bruger vidensbrønden, hvis det fx er nemmere for at barn med koncentrationsbesvær at løse et vendespil ved at bruge kroppen i stedet for at sidde på en stol og vende brikkerne, siger Henrik Engelstoft Jensen.
Investeringen i iPads og vidensbrønden er en del af børnehavens strategi, når det handler om ny leg og læring, og det er med opbakning fra forældrebestyrelsen.
- Vi har på mange måder altid været et skridt foran, når det handler om IT. Det ligger i børnehavens identitet - uden at vi dog vil kaldes en computerbørnehave, for det er vi langt fra. Vi bruger de digitale muligheder meget bevidst, og vi kan se, at det er med til at lære børnene rigtigt meget, fordi vi tager flere læringsmetoder i brug, der tilgodeser det enkelte barn, siger Henrik Engelstoft Jensen.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.