
GRIBSKOV: Lederen af det private demensplejehjem Dagmarsminde i Græsted i Gribskov Kommune, May Bjerre Eiby, startede hele sagen, da hun lagde en video op på plejehjemmets egen hjemmeside og Facebookside, hvor hun stillede nogle kritiske spørgsmål til partilisten Nyt Gribskov, der stiller op til KV17 og bl.a. har ældre højt på dagsordenen.
Kritikken gik på visitation af ældreplejen, og May Bjerre Eiby mener ikke, at den foregår, som den skal. Hver ældre skal individuelt have vurderet, hvor meget og hvilken slags pleje, de har brug for, og det sker ikke på ordentlig vis i Gribskov Kommune, mener hun bl.a.
Videoen fik som sådan ikke den store opmærksomhed, før den 21. oktober på Nyt Gribskov's borgmesterkandidat Anders Gerner Frost's Facebookside, da borgmester Kim Valentin i en kommentar om noget helt andet fik henledt opmærksomheden på kritikken fra May Bjerre Eiby, og derefter svarede:
'Al respekt for Dagmarsmindes gode ideer, men det er bare urigtige beskyldninger.... og en aldeles håbløs fremstilling som ikke finder bund i virkeligheden. Det er fake news.... desværre. Jeg ser en virksomhedsejer med et formål og det er at få flere penge fra kommunen og det vil jeg ikke være med til..... sådan er det desværre,' lød den første kommentar fra Kim Valentin.
Langt ude
Det startede en fyrig debat omkring kommunens måde at behandle de ældre på, og samme dag blokerede Kim Valentin så May Bjerre Eiby på sin private Facebookside, hvor kommentarerne kom fra – og ikke fra hans officielle borgmester-Facebookside. May Bjerre Eiby svarede, at hun fandt borgmesterens kommentarer langt ude: 'At du kalder det, vi oplever på Dagmarsminde, og som vi har stående i mails fra din forvaltning, for fake news, er fornærmeligt.
Dvs., at du kalder du det, mine medarbejdere og pårørende oplever i dagligdagen med kommunens visitation, for løgn? Underligt nok, for vi kan jo dokumentere det hele. Det ville være mere rigtigt, at du orienterede dig lidt bedre, før du anklager mig for at binde folk en historie på ærmet. Meget grove anklager fra en borgmester,' lød det i hendes svar på Facebook.
Borgmesteren vil ikke debat
Inden for de seneste dage har Kim Valentin så ophævet blokeringen af May Bjerre Eiby, men hun er stadig helt uforstående over for, at en borgmester reagerer sådan på kritik:
- Han vil ikke svare på, hvad det konkret er, jeg siger, der i hans øjne er løgn eller fake news, som han kalder det. det eneste han har sagt, er: 'Du sviner mine medarbejdere til, og det vil jeg ikke finde mig i.' Jeg har jo sådan set bare lavet en video for at skabe debat, men det vil borgmesteren ikke være med til, kan jeg konstatere, siger May Bjerre Eiby i dag til dknyt.
Hun konstaterer, at hun har fået en debat om noget helt andet, nemlig blokering på Facebook, og ikke om de ældres forhold i kommunen, og det finder hun meget ærgeligt.
- Borgmesteren vil ikke i dialog om dette, men jeg er helt åben for det. En af grundene er måske, at jeg har stævnet Gribskov Kommune for 1,3 mio. kr., fordi jeg mener, at den har underbetalt plejehjemmet, siger hun og fortsætter:
- Nu afventer vi valget på tirsdag, og så må vi se, hvad der sker. Vi er klar til møder og dialog om dette, fordi det ikke duer med dette anspændte forhold. Det går jo ud over borgerne.
dknyt har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kim Valentin.
Til Ugeposten Gribskov sagde han tidligere på ugen:
- Jeg blokerer folk, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Det er min ret. Hvis man bander, ikke opfører sig ordentligt, eller forvirrer debatten, så gør jeg det. I det her tilfælde er det fordi jeg har nogle medarbejdere i kommunen, som der bliver fortalt noget urigtigt om. Det, synes jeg ikke er godt nok, når man er leverandør til kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.