
SVENDBORG: Digitalisering er en vigtig del af det at være skoleparat – noget man skal kende til i takt med flere og flere kommuner skærper it-kravene i deres børnepolitikker. Et kommende skolebarn skal kunne navigere uden problemer på de mange elektroniske gadgets, vi omgiver os med, lige fra smartphones over iPads til bærbare computere. Et barn skal kunne bruge it helt naturligt, ligesom det skal kunne binde snørebånd, kravle i træer, løbe, lege og omgås andre børn og voksne i alderen før skolestart.
Det at flere og flere kommuner er begyndt at stille krav om it-kompetencer hos børnene i vuggestuer og børnehaver i deres børnepolitikker, er i direkte modstrid med adskillige institutioners idegrundlag, og helt konkret har det i Svendborg Kommune skabt problemer mellem kommunen og Rudolf Steiner børnehaven Askelæ. Kommunen fastholder sine krav om udvikling af digitale kompetencer i børnehaven, som klart afviser dette krav, støttet af alle forældrene.
Svendborg Kommune udviklede i 2014 en ny børne- og ungepolitik, hvor udvikling af børnenes digitale kompetencer var et specifikt krav.
I børnehaven Askelæ er alle forældrene enige om, at deres institution skal være uden digitale medier, og kommunen og børnehaven har diskuteret frem og tilbage uden at nå til enighed. Efter at sagen har været en tur i Ankestyrelsen uden resultat, er børnehaven nu i færd med at forberede sagen til Statsforvaltningen.
- Vi er i klemme ja. Kommunen har vedtaget en plan om, at alle daginstitutioner i kommunen skal indføre digital læring. Vi vil gerne undgå at bruge det, og det er vi helt enige om i børnehaven. ’Det skal I’, siger kommunen til os. Og derfor vil vi nu have Statsforvaltningen til at give os et svar på, om kommunen kan tvinge os til at bruge it, siger bestyrelsesformand Maria Iben Matthiesen fra Askelæ.
Ud at tumle i stedet
Hun, pædagogerne og forældrene i børnehaven mener klart, at 3-6-årige børn skal tumle og bruge deres sanser og lære at opfatte verden i 3D, før de oplever den på en todimensionel skærm.
- Derfor bringer vi sagen videre, fordi det er principielt for os. Selvfølgelig går vi ind for digital udvikling, men det er vores frie valg, der er det vigtigste for os. 3-6-årige børn skal opleve verden med deres sanser, og de skal føle, lugte og mærke verden, før de ser det på en skærm, siger Maria Iben Matthiesen.
Kommunens tilsyn med private institutioner kom så ud til Askelæ:
- Vi får en anmærkning for ikke at opfylde ’fokusområdets digitale tiltag’, som kommunen jo har vedtaget, at vi skal. De har bedt de private daginstitutioner om at implementere det, og det har vi ikke gjort, fordi vi synes, det er forkert. Tilsynet og kommunen tager så sagen tilbage til børn- og ungeudvalget, der fastholder deres beslutning, selv om formanden for udvalget siger, ’bare vi dog havde en kattelem her’, så vi havde en undtagelse fra reglen, fortæller Maria Iben Matthiesen.
Kommunen står fast
Men kommunen står alligevel fast på sin politik, siger Mette Kristensen (V), formand for børne- og ungeudvalget til Berlingske:
- Digitalisering er vigtig, og det er bydende nødvendigt at introducere børn og unge til digitalisering, før de starter i skole. Det er vores hverdag, og det er kommet for at blive. Den juridiske vurdering i kommunen er, at vi ikke har mulighed for at give de private institutioner frihed til selv at vælge, siger Mette Kristensen, der personligt gerne havde set, at de private daginstitutioner fik mere frihed.
Herefter bragte Askelæ sagen for Ankestyrelsen, hvor de gerne ville have svar på, om kommunen har ret til at presse noget ned over børnehaven, der strider imod dens praksis og vedtægter.
- Ankestyrelsen siger, at kommunen kan sætte mål og rammer, men det er vejledende og ikke lovpligtigt. Det giver kommunen lov til at agere, men Ankestyrelsen kan ikke udtale sig mere i sagen, og næste instans er jo så Statsforvaltningen, fortæller Maria Iben Matthiesen.
Mindstekrav nej tak
Bestyrelsesformanden understreger, at Svendborg Kommune kunne agere i sagen ved at tage det op i byrådet og lave den ventil eller kattelem, som Mette Kristensen har nævnt.
- Så ville vi ikke have nogen problemer. Men udvalget sagde nej til at tage den i byrådet igen med mindst mulig margen, siger Maria Iben Matthiesen.
Hun fortæller, at kommunen da også har spurgt dem, om de dog ikke bare kan spille lidt på en iPad en gang imellem, og på den måde lade dem slippe af sted med det mindste ift. reglerne.
- Men det vil vi ikke. Det er en principsag for os. Vi vil selv bestemme, hvornår vi er klar til det. Der er utroligt meget it, der er taget i brug i institutioner og skoler uden de store bagtanker. Vi siger bare, at man skal tænke sig grundigt om, inden man tager it i brug, siger Maria Iben Matthiesen.
Bekymring og underskriftsindsamling
I Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO) er man bekymret over sagens kerne:
- Hvis den enkelte daginstitution ikke længere skal have mulighed for selv at beslutte, om de vil bruge digitale midler eller ej, og om hvor meget de digitale midler skal fylde i de små børns hverdag, ja så er det bekymrende, siger John Hebo Nielsen, landsformand i DLO.
Han understreger, at vi i Danmark, på både skoleområdet og daginstitutionsområdet, altid har haft tradition for et varieret udbud, så de enkelte forældre selv kunne vælge skole eller daginstitution med lige netop den pædagogik, som de foretrak.
- Vi vil fra DLO meget kraftigt advare mod den tendens til formynderi, som er ved at snige sig ind. Når det kommer til stykket, tror vi ikke på at politikerne i realiteten ønsker dette, og vi ser det derfor som en fælles opgave at få denne ensretning standset, siger John Hebo Nielsen.
I Rudolf Steiner børnehaven Bonsai i Charlottenlund har man startet en underskriftindsamling for ’forældres frihed til at kunne fravælge it i daginstitutionerne’. I alt har godt 3.000 forældre og pædagoger indtil videre skrevet under, fordi de frygter de it-krav, som flere og flere kommuner er begyndt at stille.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.