
Regionernes formand, Bent Hansen, Enhedslisten og flere eksperter har de seneste dage foreslået, at regeringen skal imødekomme lægernes krav om at komme med i de nye praksisplanudvalg, som kun regioner og kommuner efter det nuværende lovforslag får plads i.
- De praktiserende læger skal naturligvis sidde med om bordet, når der i fremtiden skal træffes beslutninger om almen praksis. Det er ikke rimeligt, at regeringen vil sende dem helt uden for døren, siger fx Stine Brix fra Enhedslisten, som vil anbefale sundhedsminister Astrid Krag (SF) at ændre lovforslaget.
- Hvis ikke regeringen selv vil ændre loven, så stiller vi fra Enhedslistens side et ændringsforslag, som giver lægerne repræsentanter i de nye udvalg, siger Stine Brix.
Drop vetoret, men giv plads ved bordet
Også Sundhedsøkonom og tidligere direktør for DSI, Jes Søgaard, mener, at det vil være en god måde, at komme lægerne i møde.
- Jeg tror, det vil være fornuftigt, hvis regeringen inviterer lægerne med i det her planlægningsudvalg, som skal afgrænse de praktiserende lægers opgaver, siger han til Politiken.
Han tilføjer dog, at regeringen er nødt til at holde fast i, at lægerne ikke kan nedlægge veto mod, hvor der skal være en lægepraksis eller et lægehus.
Det er professor i sundhedspolitik Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet enig i. Han siger til Information, at lovforslaget skal præciseres, så det blandt andet er mere klart, hvor meget regioner og kommuner kan bestemme.
Formanden for PLO, Henrik Dibbern, kan dog allerede nu afvise, at en præcisering skulle hjælpe på noget som helst.
- Det lovforslag er ubrugeligt. Det bedste ville være, hvis det blev taget helt af bordet, og vi kunne sætte os tilbage ved forhandlingsbordet, siger han til Information.
Sundhedsministeren er ikke helt afvisende overfor forslagene, men vil ikke give nogle løfter, før høringsfasen er afsnluttet i næste ugen, siger hun til Information.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.