Folketinget overtager forvaltningen af det statslige ejerskab af Rigsarkivets tidligere bygninger på Slotsholmen. Med overtagelsen ønsker Folketinget at skabe demokratisk mødested for borgere og politikere og at forbedre rammerne for Folketinget som parlamentarisk arbejdsplads.
Konkret handler det om dels at styrke de borgervendte aktiviteter i form af et besøgscenter, dels at skabe nye og mere fleksible faciliteter til f.eks. høringer, konferencer og åbne samråd.
Folketinget har i forbindelse med projektet valgt at indgå et samarbejde med Bygningsstyrelsen, som derfor varetager rollen som bygherre på vegne af Folketinget. Projektet er i de indledende faser, så projektets endelige omfang og igangsættelse bliver fortsat drøftet, oplyser Bygningsstyrrelsen i en pressemeddelelse.
Første skridt har været at udbyde to bygherrerådgiveropgaver: bygherrerådgivning inden for en række strategiske indsatsområder, som f.eks. kulturarv og bæredygtighed, samt en digitaliseringsopgave. Efter udbud med forhandling har Bygningsstyrelsen tildelt bygherrerådgivningen til Bauherr med Erik arkitekter, Bark Rådgivning og Strunge Jensen som underrådgivere, og digitaliseringsopgaven til Exigo.
- Vi har modtaget seks tilbud af høj kvalitet, og er generelt blevet mødt af en stor interesse for dette historiske projekt. Både Bauherr og Exigo har udmærket sig ved at have tilbudt stærke organisationer med højt kvalificerede medarbejdere. De har i deres tilbud udvist en fortrinlig procesforståelse, hvor de har gjort komplekse problemstillinger overskuelige, uden at det har mistet sin substans. Derfor har vi vurderet, at de vil udgøre et stærkt supplement til vores egen organisation, og vi ser meget frem til samarbejdet, siger Lisa Sørensen, der er projektchef i Bygningsstyrelsen, om de to tildelinger.
Det forventes, at der bliver truffet beslutning i Folketinget om eventuel gennemførelse af projektet, når der foreligger et projektforslag.
Den endelige kontraktindgåelse med de to bygherrerådgivere sker efter udløb af standstill den 26. august 2022.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.