dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Byråd i Helsingør stopper midlertidigt brug af Chromebook
Helsingør Kommune udskyder brugen af Chromebooks med platformen Google Workspace en uge, og håber Datatilsynet så godkender kommunens dokumentation for datasikkerhed.
Foto: gor Golovniov/SIPA/Ritzau Scanpix

Byråd i Helsingør stopper midlertidigt brug af Chromebook

Helsingør Byråd vil alligevel afvente, at Datatilsynet godkender brug af Chromebook. Derfor må elever vente.

HELSINGØR: Eleverne i Helsingør Kommune får alligevel ikke lov til at bruge Googles bærbare Chromebook i undervisningen, når skoleåret begynder i dag mandag.

Det har Helsingør Byråd besluttet på et ekstraordinært byrådsmøde søndag aften, skriver Helsingør Dagblad. Det er i første omgang en uge, at eleverne ikke kan bruge værktøjet. Lærerne får dog lov til at benytte Chromebooks.

Byrådet har besluttet, at kommunen skal afvente, at Datatilsynet godkender kommunens dokumentation for, at den overholder datasikkerheden.

- Det er en meget vanskelig sag, og vi har været i stor tvivl. Grundlæggende er vi blevet betrygget i de svar, vi har fået, og i den klare vurdering fra advokaten om, at vores materiale til Datatilsynet er godt nok. Men der er en risiko, som gør, at vi også vil gå med livrem og seler. Så vi kan gå med til denne mellemløsning, for vi har også en undervisningsforpligtelse, sagde, ifølge lokalmediet, byrådsmedlem Claus Christoffersen (S) under mødet 

Læk af personoplysninger

Midt i juli udstedte Datatilsynet et forbud mod at behandle personoplysninger ved brug af Chromebooks og programpakken Google Workspace i Helsingør Kommune.

Datatilsynet ville blandt andet have kommunen til at udarbejde en konsekvensvurdering. Dokumentation for, at datasikkerheden overholdes, er indsendt til Datatilsynet, der endnu ikke har set på det.

Hvis kommunen endnu ikke har hørt fra tilsynet efter en uge, vil byrådet mødes igen. Men kommunen er ikke bekymret for, at forbuddet opretholdes. Det slog referencedirektør for skoleområdet, Lars Rich, fast 3. august.

- Den opsætning, som vi har af vores Chromebooks for vores elever i Helsingør Kommune, er måske den strengeste opsætning, der er i hele landet, fordi vi har været igennem den her mølle. Vi har været inde i hvert enkelt valg, man kan foretage sig i maskinen, og valgt det strengeste i forhold til datasikkerhed. Elevernes datasikkerhed er slet ikke i fare med den opsætning, som vi har, sagde Lars Rich.

Kommuner i fælles dialog

De kommuner, der i deres folkeskoler bruger Chromebooks-computere, besluttede iøvrigt på et møde fredag at gå i en samlet dialog med Google om risicien for videregivelse af data, skriver Folkeskolen. Repræsentanter fra alle landets kommuner var inviteret til mødet for at blive orienteret om Chromebook-sagen i Helsingør.

- Det vi kan forstå på Datatilsynet, er, at alle kommuner skal hjem og kigge på deres egne risikoanalyser og have en dialog med deres leverandør, så de i samarbejde med leverandørerne kan undersøge, om der er nogle udfordringer, der skal løses. Og det er alle kommunerne, der skal gøre det, siger kontorchef i Center for digitalisering og tekknologi i KL Pia Færch.

KL har i forbindelse med Helsingørsagen henvendt sig til både Erhvervs-, Justits-, Finans og Børne- og undervisningsministeren, hvor kommunerne efterlyser en fælles løsning: "der er brug for, at der snarest kommer en løsning ift. om og hvordan, der må overføres data til særligt USA. Konkret drejer det sig særligt om mulighederne for at anvende de såkaldte cloudløsninger, når disse supportes og driftes i USA”, skrev KL bl.a. i sin henvendelse. Og den del af problemet er KL ifølge Pia Færch stadig interesseret i at få løst.

Ritzau / cwa

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.