
Hvis danske virksomheder og myndigheder bruger antivirusprogrammer fra den russiske cybersikkerhedsvirksomhed Kaspersky, bør de genoverveje det. Det siger Mark Fiedel, der er vicedirektør i Center for Cybersikkerhed, til DR.
- Det gode råd er at tage kritisk stilling til, om Kaspersky skal være dem, der leverer ens antivirusprodukt, siger han.
Opfordringen kommer i kølvandet på, at USA torsdag forbød Kaspersky at sælge sin software til amerikanske kunder. USA's efterretningstjenester har i flere år advaret om, at Kaspersky er en national sikkerhedstrussel, fordi Rusland angiveligt kan bruge softwaren til at spionere mod kunderne, skriver it-magasinet Wired. Forbuddet fra det amerikanske handelsministerium er det første af sin slags.
Mark Fiedel siger til DR, at Center for Cybersikkerhed, som hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), ikke selv ville bruge softwaren.
Det amerikanske forbud træder i kraft 20. juli. Kaspersky har tilladelse til at levere opdateringer til sine eksisterende amerikanske kunder ind til 29. september. Kaspersky har hovedkvarter i Moskva, men har kontorer i 31 lande og tilbyder software til 400 millioner brugere og 270.000 virksomheder i mere end 200 lande, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det russiske selskab benægter, at det udfører aktiviteter, som kunne være en sikkerhedsrisiko.
Allerede i 2017 forbød amerikanske myndigheder, at et bestemt antivirusprogram fra Kaspersky blev brugt på føderale netværk, skriver det britiske medie BBC. Selskabet blev dengang beskyldt for at have forbindelse til de russiske efterretningstjenester.
Kaspersky har også annonceret, at de vil gøre brug af alle juridiske muligheder for at kæmpe imod forbuddet i USA ifølge BBC.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.