Da vandværkets eneste skyldner fik betalt til sidst

Offentlig gældsinddrivelse har i sin moderne, digitale, anonyme form udviklet sig til et menneskefjernt, surrealistisk system, hvor mange it-professionelle holdes beskæftigede, men gælden tilsyneladende ikke længere drives hjem.

Engang var det med at kradse gæld ind en noget mere jordnær metier. I begyndelsen af 90'erne havnede jeg i bestyrelsen for det private vandværk i mit lokalsamfund og kom - sådan lidt tilfældigt - til at læse vedtægterne. En af paragrafferne var kuriøs. Det fremgik, at ikke alene kunne vandværket lukke for vandet hos dårlige betalere, men også forbyde andre medlemmer at levere vand til den formastelige familie, der ikke havde betalt kontingentet, der på det tidspunkt var helt ens per husstand. Det var før vandmålerne.

Ingen kunne dog huske, at det med at forhindre nabohjælp med en spand vand eller en vandslange over hækken nogensinde skulle være blevet ført ud i livet. Men det lå fast, at i det mindste truslen om at få lukket for vandet var noget, der havde været brug for - om så selve stophanen nogensinde var blevet drejet og behørigt plomberet.

Paragraffen blev fjernet igen som et fortidslevn; holdningen i den nye bestyrelse var mere i retning af, at vand vel nærmest er en menneskeret - at Jyske Lov vel også havde noget med ikke at måtte nægte en vejfarende en tår vand, og så duede det jo ikke, at kassereren havde lukket for hanen på grund af restance.

Indsats og udbytte
Men vedtægterne, der var trykt, falset og hæftet hos en bogtrykker, længe før fotokopierne vandt frem, mindede på godt og ondt om fordums fællesskaber. I sådan en flække samarbejdede bane- og landarbejdere med håndværkere, handlende og husmænd om de fælles funktioner - ikke bare forsamlingshus, vaskehus og frysehus, men også gadelys - dog ikke fortov.

Og alle projekterne havde deres unikke kombination af indsats og udbytte. Ikke alle bidrog lige meget til borgerforeningens indsamling til gadelys, men op kom lysene - og blev senere overtaget af kommunen. Men fællesskaber er også nødt til at gardere sig mod folk, der kører friløb.

At handle hos den lokale købmand kunne man jo ikke sådan tvinge sine naboer til, men at være med i et fælles vaskehus og frysehus forudsatte en indsats for at få del i fordelene, så folk, der ikke kom og tog del i den årlige afrimning af fryserne, kunne miste deres plads.

Lokalsamfund har vel altid haft behov for at vride armen om på dem, der ikke overholder deres del af forpligtelserne - som at betale til tiden. Hos købmanden var det en diskretionssag, hvis en familie i en periode købte på klods. Det handlede jo også om at holde på kunderne, og det er ingen hemmelighed, at mere end én købmand har prøvet at dreje nøglen om uden at få kradset alle sine tilgodehavender hos kunderne ind. Enkelte måske endda netop af den grund - at de var for gode af sig på det punkt.

Skyldneren var selv en hård kreditor
Hvem bryder sig da også om at være den, der minder folk om gammel gæld og insisterer på betaling nu og her eller i det mindste aftale og afdrag? Inkasso har klang af sidegade-virksomhed - med muskuløse typer på lønningslisten. Men at afstanden mellem parterne betyder noget for betalingsviljen, er ikke kun en erfaring, man gør sig i Allerød Kommune, hvor tidligere borgmester (og pantefoged) Erik Lund (K) i lyset af SKAT's totale gældsinddrivelses-sammenbrud har fået travlt med at fortælle andre kommuner om den gode gamle pantefogeds professionalisme: dialog, menneskekendskab og systematik.

Den erfaring fik vi også dengang i vandværket: For kassereren benyttede lejligheden til at fortælle bestyrelsen, at der faktisk kun var et enkelt af medlemmerne, der var i restance, som godt nok også var blevet høj. Det viste sig ironisk nok at være en udlejer, der for ganske nylig selv havde slukket for strømmen og forsvarligt låst elskabet hos en lejer, der ikke havde betalt sin husleje. Hun måtte - noget overrasket - pludselig ind til naboen for at koge vand til kaffe. Og elværkets vedtægter forbød vist ikke den form for hjælp til en dårlig betaler.

Lige på den baggrund var det lidt lettere at møde vand-skyldneren ved plæneklipperen, snakke lidt i al gemytlighed om vejr og vind, fordelen ved godt vand i rørene, dårlige betalere og den slags. Ved næste møde i vandværket var han ikke længere i restance.