
Danmark sender sine aflagte Leopard 1A5-kampvogne til Ukraine. Donationen sker i samarbejde med en række andre lande. Det skriver DR.
Det er endnu uvist, hvor mange kampvogne, landene vil sende afsted. Forventningen er dog, at der i alt er tale om et trecifret antal af de ældre modeller. Mediet nævner ikke, hvilke lande der er en del af aftalen. Der findes også en nyere og meget omtalt version af kampvognen ved navn Leopard 2.
Danmarks gamle Leopard 1A5-kampvogne blev i 2010 solgt til det tyske firma FFG i Flensborg. Her befinder de sig fortsat, skriver DR. Kampvognene ventes at lande i Ukraine i løbet af få måneder.
Har været i kontakt med dansk regering
I sidste uge skrev blandt andet TV 2 om, at 99 danske Leopard-kampvogne kunne være på vej til Ukraine. De danske kampvogne blev oprindeligt brugt i Balkan-krigen i 1994.
Direktøren for det tyske selskab fortalte TV 2, at man havde været i kontakt med den danske regering, hvor kampvognene var kommet på tale.
- Jeg vil ikke kalde det forhandlinger, men vi har talt om kampvognene, og hvad vi kan gøre, lød det fra FFG's salgsdirektør Thorsten Peter.
En talsmand for virksomheden fortalte Berlingske, at man også har været i kontakt med Ukraine selv og flere andre parter. Ifølge direktøren er kampvognene endnu ikke kampklare. Derfor skal der investeres i dem, inden de kan bruges, vurderede han.
Ukraine har det seneste år ivrigt efterspurgt krigsmateriel, som kan bruges i krigen mod Rusland. Særligt de tyskproducerede Leopard 2-kampvogne har været italesat i den seneste periode.
Længe tøvede Tyskland med at give tilladelse til at sende dem i krig, men endte i sidste ende alligevel med at give grønt lys. En lang række europæiske lande har udtrykt intentioner om at ville sende disse tonstunge kampvogne til den ukrainske front. Det gælder blandt andet Storbritannien, USA, Spanien og Sverige.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.