
På nuværende tidspunkt har Danmark over en million vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson på lager i køleskabene hos Statens Serum Institut (SSI). Det viser tal, som DR har fået af Sundhedsministeriet.
Derfor ønsker Enhedslisten, at regeringen laver en plan for donation af de vacciner Danmark har indkøbt, men ikke selv skal bruge, siger coronaordfører i Enhedslisten Peder Hvelplund.
Men det kan blive svært at donere de danske overskudsvacciner, da de ikke er kommet direkte fra en fabrik, men har været igennem Danmark først, siger Peder Hvelplund.
- Vaccineprogrammet Covax vil kun modtage vacciner direkte fra fabrikken. Det betyder, at det ikke vil modtage de vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, som ligger på lager hos SSI.
- Derfor vil vi være nødt til at lave bilaterale aftaler med modtagerlande, som vi tidligere har arbejdet sammen med.
- Men det bliver mere kompliceret, da vi både skal sikre, at vi kan levere vaccinerne, og at modtagerlandet har mulighed for at få vaccinerne ud til borgerne, siger han.
Venstre bakker op
Covax er et fælles vaccinesamarbejde mellem Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og en række andre organisationer. Samarbejdet går ud på at fordele coronavacciner rundtom i verden, særligt til verdens fattige lande.
Martin Geertsen som er sundhedsordfører i Venstre erklærer sig enig med Enhedslisten. Han peger ligesom Peder Hvelplund på, at der er flere udfordringer med de fravalgte vacciner, end donationen af de vacciner som er i Danmark. Da de fravalgte vacciner stadig leveres til Danmark.
Derfor bør der laves en plan for omdirigering, så de fravalgte vacciner kan benyttes af Covax, som kun vil have vacciner, hvis de kommer direkte fra fabrikken, siger han.
- Jeg synes det ville være en meget solidarisk handling, hvis man kom i gang og fik lavet en plan, siger han.
Men han forstår ikke, hvorfor der ikke er handlet endnu.
- Regeringen har nemlig ved flere ordførermøder og møder i Folketingssalen erklæret sig enig i behovet for at donere de fravalgte vacciner, siger han.
Men der er, ifølge Martin Geertsen, ikke sket noget.
- Jeg synes bare det er sløvt, at man ikke kommer i gang, da der er andre lande og verdensdele, der har et behov for at få vacciner, og vi har langt flere vacciner, end det vi har behov for, siger Martin Geertsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.