Danmark vil fremover have mulighed for at deltage mere aktivt i europæisk forsvarspolitik og -samarbejde. Et bredt flertal i Folketinget har torsdag stemt for, at Danmark kan indtræde i Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) og Det Permanente Strukturerede Samarbejde, Pesco.
- Et af argumenterne for at afskaffe forsvarsforbeholdet var, at vi skulle have mulighed for større, aktiv deltagelse i europæisk forsvarspolitik. Det er præcis det, vi får mulighed for nu, fordi forsvarsforbeholdet før har spændt ben for, at vi kan være med i det her samarbejde, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Deltagelsen i forsvarsagenturet sker, i forlængelse af at Danmark den 1. juli 2022 indtrådte i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar. Det var muligt, fordi Danmark havde afskaffet forsvarsforbeholdet i forbindelse med en folkeafstemning inden.
Eneste land der ikke er med endnu
Indtrædelsen i forsvarsagenturet vil betyde, at Danmark også kan deltage i fælles EU-ammunitionskøb til Ukraine. Danmark er lige nu det eneste af de 27 EU-medlemslande, som ikke er en del af forsvarsagenturet. Mandag underskrev 17 EU-lande og Norge en aftale om fælles indkøb af ammunition til Ukraine.
Aftalen mandag lød på, at man vil forsyne Ukraine med ammunition til en værdi af to milliarder euro. Det svarer til omkring 15 milliarder kroner. Med indmeldelsen i forsvarsagenturet får Danmark nu mulighed for at deltage i den aftale.
I forbindelse med afstemningen i Folketingssalen siger Troels Lund Poulsen, at noget af det første Danmark kan deltage i, vil være aftalen om fælles køb af ammunition til Ukraine.
- Den internationale orden er under opbrud, og demokratiske værdier er under pres. Ukraine har fortsat brug for massiv støtte fra allierede, herunder ammunition, for at kunne modstå de russiske aggressioner. En del af ammunitionen skal skaffes gennem koordination af indkøb og øget produktion i EU. Det er rigtig positivt, at vi kan være med i disse vigtige initiativer fra dansk side, siger Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.