Danmark betaler en markant overpris for den dyreste medicin, når vi sammenligner os med vores norske naboer.
Ifølge DR viser beregninger fra regionernes indkøbsorganisation, Amgros, at de danske sygehuse alene sidste år kunne have sparet 500 mio. kr., hvis vi havde haft norske indkøbspriser på medicinen.
- Der er varer, der er op til 40 pct. billigere. Det er ganske store og betydelige produkter på det danske marked, som altså kan købes 40 pct. billigere på det norske marked. Det er mig ganske uforståeligt, siger Flemming Sonne, direktør i Amgros.
Heller ikke nordmændene kan forstå, hvorfor vi i Danmark betaler overpris, siger lederen af det norske Lekemiddelinnkjøpssamarbeid (LIS), Torfinn Aanes:
- Vi er jo vant til, at man i Danmark er ret smarte, men det her virker ikke smart.
Nedskæringer og dyr medicin hænger sammen
Den markante overpris på medicin skal ses i sammenhæng med, at Danske Regioner netop har varslet nedskæringer på sygehusene med henvisning til, at udgifterne til medicin er på himmelflugt.
Bent Hansen (S), hvorfor betaler vi i Danmark overpris?
- Vi har en tradition herhjemme for, at hvis vi fagligt vurderer, at et lægemiddel ser fornuftigt ud, så betaler vi, hvad det koster. Derfor er vi også hurtigere til at tage ny medicin i brug end nordmændene, som bruger flere kræfter på at forhandle om prisen, siger han.
Men kan du forstå, hvis nogle synes, at det er sært at varsle nedskæringer samtidig med, at man betaler alt for meget for medicin?
- Ja, det kan jeg godt, og derfor skal vi også se på, om vi kan lære af nordmændene og blive mere kontante i de krav, vi stiller til medicinalvirksomhederne. Men det kræver altså et medspil fra folketingspolitikerne, hvis vi skal ændre praksis.
Udgifterne til medicin er siden 2007 næsten fordoblet fra omkring fire mia. kr. til 7,2 mia. kr. sidste år.
Sygehusenes udgifter til medicin er eksploderet og ventes i år at ende på omkring 8 mia. kr.
* Det er en fordobling i forhold til 2007, hvor sygehusene brugte godt 4 mia. kr. på medicin.
* Udgifterne steg mest i 2008, da udgiftsvæksten lå på 18,5 pct.
* Og lavest var væksten i 2011 med 2 pct.
* I 2014 købte regionerne lægemidler for knap 7,2 mia. kr.
* Regionerne forventer, at udgiften til medicin vil stige med cirka 10 pct. i 2015 og 2016.
* Det vil bringe den årlige udgift til medicin op på 8,7 mia. kr. i 2016.
* Tre lægemidler koster tilsammen omkring en mia. kr. årligt. Det er produkterne Humira, Remicade og Enbrel, der alle bruges til behandling af såkaldte inflammatoriske sygdomme.
Kilde: Regionernes indkøbsorganisation, Amgros
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.