
Danske Beredskaber mener, at vi herhjemme bør tage ved lære af de voldsomme oversvømmelser i Tyskland, der har kostet mindst 184 mennesker livet.
Det siger Bjarne Nigaard, som er sekretariatschef ved Danske Beredskaber, der er en sammenslutning af de kommunale beredskabsenheder.
- Der er forhåbentlig ikke risiko for, at vi får vand i helt så store og forfærdelige mængder, som de har fået i Tyskland.
- Men vi kan sagtens få rigtig meget vand, som på de forkerte steder kan betyde store ulykker og være til stor fare for liv og værdier, siger han.
Bjarne Nigaard peger på, at nogle klimaforskere mener, at vejrhændelser som den i Tyskland kan blive hyppigere i fremtiden.
- Det vil sige, at oversvømmelser måske vil være med større vandmængder, og at skybrud måske vil komme med endnu mere regn, end vi har set tidligere.
Vil bruge ekstra ressourcer til nyt udstyr
Han mener derfor, at beredskabet i Danmark skal have flere ressourcer, så det er klar til fremtidens udfordringer. Bjarne Nigaard kan ikke sige, præcis hvor mange penge der er behov for.
- Vi har ikke gjort regnebrættet op, i forhold til hvad det vil koste, men det er klart, at hvis vi hidtil har skullet have nogle barrierer, der dækker op til en vis vandhøjde, men vandhøjden fremadrettet bliver større, så bliver der også behov for nogle højere barrierer.
Danske Beredskaber ville bruge eventuelle ekstra penge til både udstyr og øvelser.
- Det handler om at få det rette materiel til fremtidens hændelser, og det handler om at lave nogle øvelser, der betyder, at samarbejdet fungerer den dag, det skal fungere, siger Bjarne Nigaard.
Det var kraftige skybrud, der onsdag ramte det vestlige Tyskland og Belgien. Skybruddene har senere forårsaget oversvømmelser, der har ødelagt veje, ejendomme, tvunget folk til at evakuere deres hjem og kostet menneskeliv. Hundredvis er blevet kvæstet, og mange er stadig savnet efter oversvømmelserne.
Oversvømmelserne begyndte onsdag. Særligt er det gået ud over de tyske delstater Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen. Tysklands kansler Angela Merkel besøgte søndag Rheinland-Pfalz og Eifelgemeinde Schuld.
I forbindelse med besøget sagde kansleren, at Tyskland skal blive bedre til at håndtere klimaforandringerne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.