Det danske konsortium Danammo og norsk-finske Nammo er med i opløbet om at producere artilleri i Elling i Nordjylland, når fabrikken engang åbner. Det oplyser Materiel- og Indkøbsstyrelsen under Forsvarsministeriet efter en proces, som har trukket ud. Det sker efter udbredt mangel på artilleri på det europæiske kontinent, hvilket har skruet priserne i vejret.
Desuden har de budt ind på at producere ammunition til håndvåben, hvilket Ama Group også har.
Det forventes, at kontrakten bliver underskrevet i første kvartal i 2025. I april sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at han håbede på en aftale i år, og håbet var, at det allerede havde været på plads.
Nammo bliver af flere set som den prøvede model, da det er Skandinaviens største ammunitionsproducent og får de opgaven, vil de have produktion i alle Skandinaviens lande.
Danammo er mindre afprøvet og består af en sammenslutning af virksomheder, som til gengæld fremhæver, at de er danske og vil lægge hele produktionen i Danmark. De har allieret sig med den multinationale våbenproducent CSG med hovedkvarter i Tjekkiet.
Bygninger skal renoveres inden produktion
Siden 1. april har den gamle ammunitionsfabrik i nordjyske Elling været tilbage i statens eje. Den består af 50 bygninger fordelt på 36 hektar i Elling ved Frederikshavn.
Siden 1954 har der været en statslig ammunitionsfabrik, som forsynede Forsvaret. Men i 2008 blev den solgt til den spanske ammunitionsproducent Expal, som lukkede fabrikken i 2020. På grund af Ruslands krig mod Ukraine købte Forsvaret i 2023 industrikomplekset.
Inden produktionen går i gang, skal der bruges op mod 200 millioner kroner på at renovere bygningerne. Materiel- og Indkøbsstyrelsen har siden marts haft travlt med at undersøge tilbud fra i alt 16 virksomheder, der har budt ind på dengang tre opgaver.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.