SKIVE: Som en del af EU-projektet GreenFleets arbejder Skive Kommune på at skabe landets grønneste flåde af køretøjer og styrke den grønne omstilling af kommunens transport og drift.
Arbejdet handler om meget mere end at udskifte fossilbiler med elbiler – det handler også om at reducere, hvor meget der køres.
- Der er ingen tvivl om, at arbejdet med at omstille flåden er blevet mere omfattende og komplekst, end vi havde forventet fra start. Men det ligger i Skive Kommunes DNA at tænke klimaet først og ikke vælge de nemme løsninger. Vi vil have Danmarks grønneste køretøjer – og den grønneste tilgang til transport og levering, fortæller Laila G. Jensen, projektejer for GreenFleets i Skive Kommune.
Kommunen forventer at stå med et stærkere grundlag for omstillingen, når projektet afsluttes i 2026.
- Vi er ikke i mål endnu, men vi er godt på vej. Vi har blandt andet samlet alle kommunens køretøjer i én central database. Tidligere var det kun de enkelte afdelinger og institutioner, der havde overblik over deres egne køretøjer, siger Laila G. Jensen og fortsætter:
- Det har været en stor opgave at skabe det samlede overblik, men det er den rigtige vej at gå. Nu har vi et fundament, der på sigt kan skabe mere samarbejde på tværs og give et bedre grundlag for både brug og indkøb af køretøjer i hele kommunen.
Fleetmanager skal optimere flåden
I januar 2025 kom kommunen i mål med at få installeret GPS i de sidste af kommunens køretøjer. Dataene herfra bliver en central del af arbejdet med at optimere kommunens transport og drift. Arbejdet er en del af Skive Kommunes mål om klimaneutralitet i 2050 og en fossilfri personbilsflåde senest i 2030.
- Vi har nu haft GPS på over 300 køretøjer i et år. Det giver os et langt mere præcist billede af, hvordan bilerne bliver brugt – og ikke bare hvor mange vi har. Det er især i måden, vi bruger køretøjerne på, at vi kan gøre flåden mere klimavenlig, fordi det også har betydning for, hvor mange biler vi reelt har behov for, fortæller Laila G. Jensen.
Kommunen vil bruge dataene til at blive klogere på, hvilke krav der skal stilles til køretøjerne – både i forhold til rækkevidde og kørselsbehov. Det giver dermed et bedre grundlag for kommende udskiftninger af personbiler og gør det lettere at optimere brugen af leasingbilerne.
Kommunen har derfor også ansat en fleetmanager, som skal arbejde målrettet med optimering og sikre ladestrukturen.
- Det kræver mange ressourcer at håndtere en flåde af vores størrelse. Derfor er vi også glade for, at byrådet har afsat midler til en fleetmanager, som kan understøtte forvaltningerne i den daglige drift og håndteringen af nye og gamle køretøjer.
Grønne krav til varer og ydelser
Men det er ikke kun kommunens egne køretøjer, som skal være en del af den grønne omstilling. Næste skridt er nemlig at stille krav til leverandører, håndværkere og entreprenører, som kommunen samarbejder med.
- Det handler ikke kun om de biler, vi selv kører i. Det handler også om de køretøjer og maskiner, der bliver brugt, når opgaver udføres for kommunen. Derfor ønsker vi i højere grad brug af el-køretøjer, el-maskiner og el-redskaber, hvor det er muligt, fortæller Laila G. Jensen.
I den kommende periode vil der blive udarbejdet retningslinjer for, hvilke nye grønne krav der kan stilles i udbud af både varer og ydelser. Derfor er kommunen også i løbende dialog med markedet om mulighederne.
- Vi vil gerne være tydelige om vores forventninger og samtidig sikre, at kravene er realistiske og gennemskuelige. Det giver leverandørerne mulighed for at forberede sig og udvikle mere klimavenlige løsninger, siger Laila G. Jensen.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











