
Et nyt kodeks skab i fællesskabet mellem Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) og Danske Arkitektvirksomheder har som mål at gøre op med med fravigelser og urimelige aftalevilkår og skal sikre en mere fair og effektiv tilrettelæggelse af udbud i fremtiden. Det oplyser organisationerne i en fælles pressemeddelelse.
Hovedformålet med kodekset "er at dæmme op for en række faktorer, der bevirker, at aftalevilkårene i byggesager risikerer at blive stærkt urimelige – i sidste ende til alle parters ulempe. Der må og skal være en proportionalitet mellem de krav, der stilles til ansøgere og tilbudsgivere, og den konkrete opgave. Og det er alfa og omega at begrænse transaktionsomkostningerne ved at afholde sig fra fravigelser fra ABR og urimelige forsikringskrav," lyder det i meddelelsen.
Ifølge FRI og Danske Arkitektvirksomheder presses tilbudsgivere i dag ofte når de deltager i udbud og konkurrencer. Her forventes det, at virksomhederne leverer omfangsrige og detaljerede oplæg, som er dyre at udarbejde, og som presser virksomhederne økonomisk, hvis det ikke lykkes at vinde.
Byggeri er en holdsport
Samtidig kan vinderne have brugt så mange ressourcer i udbudsrunden og konkurrencen, at gevinsten ved at få opgaven bliver minimeret. Ligesom udbudsformen hverken gavner samarbejdet i byggesektoren eller baner vej for bedre kvalitet. Det kan i fremtiden underminere den innovation, der bliver brug for, når vi skal i mål med den grønne omstilling af hele bygge- og boligsektoren.
- Arkitekter og ingeniører oplever ofte, at omkostningerne ved at afgive et tilbud eller deltage i en konkurrence er voldsomt store, og det paradoksale er, at det ikke skaber værdi for bygherren. Det er spild af ressourcer. Det er ikke bæredygtigt. Vi skal i stedet skabe positive forandringer i det bebyggede miljø til glæde for samfundet. Det vil det nye kodeks medvirke til, siger Katja Viltoft, formand for Danske Arkitektvirksomheder.
Ifølge det nye kodeks bør bygherrer og bygherrerådgivere fremover sikre, at der er en rimelig balance mellem, hvad de forlanger i forhold til opgavens størrelse og honoraret. Og dette bør gælde for både projektkonkurrencer, totalrådgiverkonkurrencer og almindelige udbud.
- FRI og Danske Arkitektvirksomheder står sammen om at skabe bedre og mere tidssvarende rammer for udbud og konkurrencer. Det vil være til glæde for bygherren, rådgiverne og hele samfundet. Byggeri er en holdsport. Det handler om tillid og samarbejde. Derfor skal vi væk fra de snærende kontrakter fyldt med mistillid, som kun skaber unødige ekstra omkostninger, siger Henrik Winther, formand for Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
amp
Kodekset, der er vedtaget af FRI og Danske Arkitektvirksomheders respektive bestyrelser, omfatter flere centrale anbefalinger:
- Tilrettelæg udbud og konkurrencer med respekt for tilbudsgivernes ressourceforbrug.
- Tildel kontrakter under 500.000 kr. direkte uden fordyrende udbud.
- Udnyt udbudslovens muligheder for direkte tildeling af opgaver under EU’s tærskelværdier.
- Undgå fravigelser fra ABR- og AB-dokumenterne, da det kan flytte ansvaret for risici over på tilbudsgiverne og medføre manglende genkendelighed. Hvilket i sidste ende øger omkostningerne.
- Ved rammeaftaler skal den oplyste kontraktværdi være realistisk.
- Udnyt adgangen i udbudsloven til at bede om referencer der er ældre end tre år af hensyn til konkurrencen – så flere kan få mulighed for at byde på opgaverne.
Kilde: FRI og Danske Arkitektvirksomheder
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.