EU-Kommissionen har fredag offentliggjort et forslag til, hvordan de kommende krav til virksomhedernes rapportering om bæredygtighed skal udformes. De kommende regler betyder, at flere virksomheder end før fremover vil skulle indberette, hvor bæredygtige de er. Det gælder blandt andet små og mellemstore virksomheder, der er børsnoterede.
Kravene er en stor mundfuld for virksomhederne, siger vicedirektør for Dansk Industri (DI) Kim Haggren. Det glæder ham dog, "at der er indbygget væsentlighedskrav, der ser ud til at gøre det lettere for virksomhederne at håndhæve de kommende regler end frygtet".
- Det betyder, at virksomhederne kun skal rapportere om de krav, der er relevante for den enkelte virksomhed. Man kæder bæredygtigheden mere sammen med forretningen for den enkelte virksomhed, og det er rigtig positivt, siger han.
Kim Haggren fortæller, at DI har regnet på, hvad det vil koste de danske virksomheder at opfylde kravene, som de forventedes at se ud, inden det konkrete forslag blev offentliggjort fredag aften.
- Vi har meget konservativt regnet ud, at det vil koste dem cirka 7-8 mia. kr. om året at skulle rapportere de her krav. Med det konkrete forslag håber vi, at omkostningerne bliver lidt mindre, siger han.
Håber på hurtig vedtagelse
Som det er i dag har virksomhederne gennem allerede gennemført EU-lovgivning en række krav om at rapportere til bankerne og den finansielle sektor, fortæller vicedirektøren.
- Det er vigtigt, at det bliver harmoniseret med de kommende krav til bæredygtighed. Ellers skal virksomhederne rapportere på to forskellige måde til bankerne og EU. Det skal være ens, fordi vi ellers taber lempelserne på gulvet. Det vil ikke være til gavn for den grønne omstilling, siger han.
Kim Haggren opfordrer til, at EU-systemet hurtigt får vedtaget de nye regler, så virksomhederne får tid til at indstille sig på dem.
- Virksomhederne skal have en rimelig periode til at indstille sig til den nye lovgivning. De nye regler træder nemlig allerede i kraft fra næste virksomhedsår, siger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.