
En stor gruppe demonstranter var søndag eftermiddag på gaden i København. Folkets Klimamarch hedder demonstrationen, der skal øge opmærksomheden på grøn omstilling i Europa hos både borgere og folkevalgte frem mod valget til EU-Parlamentet.
Demonstranterne mødtes på Christiansborg Slotsplads klokken 13. Omkring en time senere bevægede optoget sig forbi Kongens Nytorv, hvorfra de fortsatte gennem gaderne i det indre København. Med sig har de marcherende haft både skilte og megafoner.
- Et grønt mandat forpligter. Bevis, I ikke svigter, har de blandt andet råbt i kor.
Flere tusinde på gaden
Også i flere andre danske byer har demonstranter søndag marcheret for klimaet. I Aarhus, Aalborg og Odense har folk været på gaden, og det samme gælder i Hillerød og Viborg samt på Ærø. Ifølge arrangørerne bag er flere tusinde mennesker mødt op. Det skriver Klimabevægelsen i Danmark i en pressemeddelelse. Desuden er der klimademonstrationer i 12 andre europæiske lande, lyder det videre fra organisationen.
Med marchen i Danmark ønsker man blandt andet at appellere til vælgere om at sætte deres kryds ved politikere, der vil prioritere klimaet, når der søndag den 9. juni er valg til EU-Parlamentet. Det siger Lasse Fly Bendix, der er en af arrangørerne bag demonstrationen i København.
- Vi vil for det første gerne vise politikerne, at der er bred folkelig opbakning til klimahandling. Og så vil vi gerne få nogle flere til at stemme grønt. Parlamentarikerne i Bruxelles og Strasbourg tager virkelig mange vigtige beslutninger for klimaet og naturen. Så vi skal sende nogle ansvarlige politikere derned, siger Lasse Fly Bendix.
Flere politikere deltog
Flere danske folkevalgte har deltaget i demonstrationen. Blandt dem er Pelle Dragsted, politisk ordfører for Enhedslisten. Han har søndag eftermiddag delt en video på det sociale medie X, hvor en stor gruppe mennesker ses forsamlet foran Christiansborg.
- Vi vil have en grøn, retfærdig fremtid, skriver han på X.
Foruden at ville gøre opmærksom på klimapolitik helt generelt, har Folkets Klimamarch også nogle mere konkrete målsætninger, de vil sætte fokus på. EU skal være klimaneutral i 2040, og 30 procent af den europæiske natur skal være beskyttet, mener de blandt andet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.