Når danskerne køber nyt køleskab eller ny vaskemaskine, kan de skele til et mærke, der viser, hvor energivenligt produktet er. I fremtiden kan noget lignende møde os i køledisken i supermarkedet.
Danmark rykkede torsdag nærmere et statskontrolleret klimamærke, da en ekspertgruppe kom med sine anbefalinger til mærket. Gruppen anbefaler en skalamodel fra grøn til rød, hvor fødevarerne rangeres i forhold til varernes klimaaftryk. Nu tager fødevareminister Jacob Jensen (V) anbefalingen med videre i arbejdet med det nye mærke.
- Det er klogt, at vi fra dansk side går foran og viser, hvordan man kan oplyse forbrugerne om det valg, de skal træffe. Det giver både et bedre valg, men sikrer også, at producenterne arbejder med det, og at en klimavenlig produktion er et konkurrenceparameter, siger han.
Mad og drikke er essentielt for kroppen, men fødevaresystemet står for en stor del af de drivhusgasudledninger, der giver klimakrisen. Ifølge FN's Klimapanel kan det være helt op til 37 procent af den globale klimabelastning, som kommer derfra.
Mærke skal gøre det grønne valg lettere
I Danmark kommer over en fjerdel af drivhusgasudledning fra forbrug fra fødevarer og drikkevarer. Der er altså meget at spare klimaet for ved at købe mere klimavenligt, men det kan være svært at vide, hvilke varer man så skal købe. Mærket skal gøre det nemmere at træffe et oplyst valg.
Hos forbrugernes vagthund, Forbrugerrådet Tænk, der er med i ekspertgruppen, er formand Anja Philip tilfreds med anbefalingen.
- Vi ved at forbrugerne gerne vil handle mere klimavenligt, men at de samtidig synes, at det er svært, siger hun i en pressemeddelelse.
- Vi ved også, at forbrugerne helst vil have en skalamodel, så de nemt kan sammenligne klimaaftrykket på tværs af alle fødevaregrupper, lyder det.
Tidligst klar i 2025
Også fra erhvervsorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv er der ros. Nu er spørgsmålet så, om ministeren følger anbefalingerne, og om mærket ender hos forbrugerne.
At gøre mærket obligatorisk er nemlig ikke muligt, og det skal i stedet bygge på frivillighed blandt producenter og supermarkeder. Både Coop, Salling Group og Rema 1000 vil dog gerne bruge det.
- Vi vil bruge det på hyldeforkanterne til at vejlede kunderne på de varer, hvor det nu er muligt, siger Henrik Vinther Olesen, der er CSR-direktør hos Salling Group.
- Det her et endnu et redskab i skuffen til at kunne lette på klimaaftrykket, hvis man har lyst til det.
Adspurgt om, hvorvidt et mærke batter noget, når det er frivilligt, svarer minister Jacob Jensen, at det i hvert fald kan "flytte en diskussion".
- Jeg tror, at det batter noget, at forbrugerne får et oplyst grundlag at træffe beslutninger ud fra, og i det hele taget den diskussion, det medfører. Også blandt producenter og andre, der arbejder med de her ting. Det kan flytte diskussion, som går på, hvordan vi producerer i Danmark, og hvordan vi kan flytte det i en mere klimavenlig retning.
Nu vil ministeren nærlæse anbefalingerne, inden der politisk træffes en beslutning. Hvornår danskerne kan ende med at møde et klimamærke i butikkerne, er uvist. Ifølge en foreløbig tidsplan bliver det tidligst i 2025.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.