Ejere af både offentlige og private hjemmesider kommer til at revurdere, om deres behandling af personoplysninger ved det indledende besøg er i overensstemmelse med en ny principiel afgørelse fra Datatilsynet og Datarådet. Afgørelsen retter kritik mod Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fordi det kræver for mange klik på hjemmesiden at sige nej tak til behandling af personoplysninger, skriver Politiken
- Datatilsynet har lagt vægt på, at det ikke er muligt for en besøgende på hjemmesiden at afslå behandling af personoplysninger ved det indledende besøg på dmi.dk. Det kræver, at den besøgende vælger 'Vis detaljer' for derefter at vælge 'Opdater samtykke'.
En sådan 'et-klik-væk-fremgangsmåde' er efter Datatilsynets opfattelse ikke gennemsigtig, lyder det i afgørelsen ifølge Politiken. Det er ulovligt at 'den registrerede indirekte skubbes i retning af at give samtykke til behandling af personoplysninger'.
Bruger Google
DMI benytter Googles annonceplatform. I den forbindelse har instituttet videregivet de besøgendes ip-adresser og aktiviteter, og det kræver ifølge GDPR-forordningen et frivilligt samtykke. Det skal også være oplyst, hvad brugeren giver samtykke til, og det har ikke været tilfældet på DMI's hjemmeside. Derfor er de indhentede samtykker ugyldige, skriver Politiken.
DMI accepterer afgørelsen og beklager, at myndigheden har haft en praksis, som giver anledning til kritik fra Datatilsynet. Direktør Marianne Thyrring skriver i en kommentar til Politiken, at man nu vil se på de steder, hvor Datatilsynet ikke mener, at samtykkeløsningen er god nok.
Ifølge advokat Heidi Højmark Helveg, der har ekspertise i persondata- og markedsføringsret, bliver det nødvendigt for alle der bruger cookies at gentænke, hvordan de får opsamlet alle de samtykker, siger hun til Ritzau.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.