
Datatilsynet udtrykker "alvorlig kritik" af, at op mod 1,5 millioner NemID-brugere i flere dage oplevede problemer med at anvende it-løsningen. Problemerne fandt sted i juni 2022. I fire dage kunne visse brugere ikke tilgå større offentlige danske tjenester som borger.dk, e-Boks, sundhed.dk og minretssag.dk ved login med NemID.
- Datatilsynet har lagt særligt vægt på, at der var tale om kritisk, national infrastruktur, og at nedbruddet derfor potentielt kunne medføre betydelige konsekvenser for de berørte borgere - ikke mindst taget den lange periode i betragtning, som nedbruddet varede, lyder det i en pressemeddelelse.
Nets DanID var dataansvarlig på tidspunktet for hændelsen. Virksomheden kunne ikke genoprette normaldriften før fire dage efter nedbruddet, da backup-løsningen var utilgængelig.
Den test af nødproceduren, der kunne have konstateret årsagen til, at backup-løsningen var utilgængelig, blev senest foretaget cirka to år inden nedbruddet.
Havde ikke truffet tilstrækkelige foranstaltninger
Datatilsynet konkluderer, at virksomhedens afprøvning, vurdering og evaluering af effektiviteten af backup-løsningen ikke var tilstrækkelig. Derudover har Datatilsynet vurderet, at Nets DanID ikke havde truffet tilstrækkelige foranstaltninger for at sikre NemID-løsningen.
NemID blev lanceret i 2010 og afviklet i 2023. Bag løsningen står Nets DanID, som også har udviklet MitID, der blev lanceret i 2021, hvorefter man gradvist har afviklet NemID. Men ifølge Datatilsynet er afgørelsen stadig relevant.
- Afgørelsens indhold om særligt robusthed og i den forbindelse test af backup og genetablering er dog fortsat relevant for dataansvarlige og databehandlere i forhold til andre løsninger.
- Særligt når der er tale om kritisk, national infrastruktur, skriver Datatilsynet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.