Behovet for klimahandling er akut, lyder det fra KL. Alligevel viser en ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer på det tekniske serviceområde, at det halter med at få uddannet medarbejderne i en klimasikret, grøn og bæredygtig retning. Det skriver Fagbladet FOA.
I en medlemsundersøgelse svarer 86 procent nej til, at de inden for de seneste fem år har været på et kursus eller en uddannelse, hvor klima eller bæredygtighed har været en del af undervisningen. Ni procent svarer ja. Fem procent svarer ’ved ikke/husker ikke’.
Hos FOA kalder formand for Teknik- og Servicesektoren, Reiner Burgwald, undersøgelsens resultater ”virkelig bekymrende”. Ikke mindst i lyset af den grønne omstilling, der år for år bliver vigtigere.
- Det er skræmmende og besynderligt, at man ikke fra kommunernes side sørger for, at det personale, der er tættest på borgerne i institutionerne, er bedre klædt på. Både i forhold til at varetage den hardcore del af klimaindsatsen med at sænke CO2-udledningen, men også i forhold til deres rolle som forbilleder for børn, voksne og brugere ude i børnehaverne, skolerne, rådhusene og så videre, siger han til Fagbladet FOA.
Kompetencegab?
I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2021 blev KL og FOA enige om projektet ’Fremfærd’, som skulle afdække, om der var et kompetencegab for det tekniske servicepersonale i kommunerne.
- Forhåbentligt får arbejdsgiverne gjort noget ved det, men det kræver jo, at der er en vilje, siger Reiner Burgwald og fremhæver, at flere nordjyske kommunerne har taget initiativ til at få deres medarbejdere uddannet. I Aalborg har mange eksempelvis fået uddannelsen til tværfaglig energioperatør.
En anden kommune, som har sat klimadagsordnen på skoleskemaet, er Skive. Og det kan de mærke ude på skolerne og i børnehaverne, fortæller Nils Gabriel Jensen, der er teknisk serviceleder på Hem Skole i Skive.
- Skive Kommune har altid villet være foran på energi og klima. Det, resten af landet skal leve op til i 2030, skal vi i Skive leve op til i 2029, så vi har travlt, fortæller han til Fagbladet FOA.
Kommunen har for flere år siden besluttet, at det tekniske personale over flere planlagte toårige forløb kan komme på kurser i den grønne omstilling.
I en skriftlig kommentar til Fagbladet FOA siger Frederik Fenger Petersen, der er projektleder i KL’s taskforce for energieffektivisering, at det tekniske servicepersonale spiller ”en vigtig rolle” for at nå kommunernes grønne ambitioner:
- Det er dem, der står med fingrene i maskineriet og kan gøre en konkret forskel for de enkelte kommunale institutioners klimapåvirkning. Derfor har KL og FOA søsat et fælles projekt, hvor vi blandt andet udvikler læringsforløb om klimavenlig energiledelse af kommunale bygninger. Den viden skal for eksempel bruges i KL’s nye taskforce, som det næste halvandet år vil tage rundt i landet og rådgive det tekniske servicepersonale.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.