
Data om fravær, trivsel og karakterer fra landets grundskoler kan hurtigt blive misvisende, når man eksempelvis sammenligner skoler med mange velstillede børn, med skoler hvor børnene kommer fra mere trange kår.
Derfor barsler Undervisningsministeriet nu med et nyt digitalt værktøj, der opdeler folkeskolerne i klynger ud fra elevernes baggrundsforhold.
De nye såkaldte 'Skolefamilier' består af 20-40 skoler, hvor elevgrundlaget vurderes at være omtrent det samme.
På den måde kan man ifølge undervisningsminister Merete Riisager (LA) måle og veje den enkelte skole på et mere retvisende grundlag.
- Vi skal skabe god og konstruktiv dialog om skolens udvikling. Det har børn, lærere og skoler fortjent. Det får skolerne nu endnu bedre muligheder for med dette nye digitale værktøj, siger hun i en pressemeddelelse.
- Det giver et langt bedre udgangspunkt, når eksempelvis skoler og forvaltninger taler sammen om skolens pædagogiske hverdag. Men samtidig bliver det også lettere for den enkelte skole at vurdere sig selv i forhold til andre lignende skoler, siger Merete Riisager.
Et panel af skoleledere har været med til at udvikle det nye værktøj, der bliver offentligt tilgængeligt og kan tilgås via Undervisningsministeriets hjemmeside.
Undervisningsministeriet åbner for værktøjet 'Skolefamilier' i forbindelse med Danmarks Læringsfestival, der starter onsdag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.