Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Danmarks-demokraterne og Dansk Folkeparti har tirsdag præsenteret en fælles plan for velfærden i Danmark. Planen har fokus på at styrke borgernes frie valg og den enkeltes ret til at bestemme selv, og forslagene vækker glæde hos Dansk Industri.
- Planen fortjener ros til skyerne. Endelig får vi en række konkrete forslag, der sætter borgeren i centrum, styrker det frie valg og giver langt bedre mulighed for, at det offentlige og private kan skabe stærkere velfærdsløsninger og en bedre ældrepleje sammen, siger Jakob Scharff, branchedirektør i DI Service. Han fortsætter:
- Mere offentlig-privat samarbejde er en nødvendighed for at fremtidssikre vores velfærd. Det er simpelthen den eneste måde, hvorpå vi kan sikre kvalitet en i tid med stigende velfærdspres og knappe ressourcer, siger han i en pressemeddelelse.
Friplejehjem i alle kommuner
Branchedirektøren glæder sig over, at forslagene sætter en tyk streg under behovet for mere selvbestemmelse i ældreplejen.
- Forslagene er en konkret opgradering af vores ældrepleje, og det er der i den grad behov for. Alle er forskellige, og det skal velfærden afspejle. Det vigtige er ikke om borgeren vælger privat, offentlig eller selvejende, men at borgerne får noget, der passer til deres behov, siger Jakob Scharff og fortsætter:
- Det frie valg er ikke meget værd, hvis det kun står på papiret. I 50 kommuner kan borgere i dag kun vælge kommunalt plejehjem. Vi bakker helt op om, at der kommer friplejehjem i alle kommuner, så der er et mangfoldigt tilbud, siger han.
Også forslaget om kortere ventetid på fertilitetsbehandling får ros fra branchedirektøren.
- Vi længe sat fokus på, at ufrivilligt barnløse skal have ret til frit sygehusvalg. Vi skylder, at vores velfærdssamfund tager ansvar for mennesker i en sårbar situation, og det er ikke rimeligt med så lang ventetid, siger Jakob Scharff.
- Pengepungen skal ikke afgøre, hvilket velfærdstilbud, man kan vælge. Vi skal ikke have et A- og B-hold i vores samfund. Nu er der politisk vilje til at fjerne barriererne og sammen opgradere og fremtidssikre velfærden. Det får vi blandt andet ved flere friplejehjem, mere selvbestemmelse og muligheder indenfor rengøring og aftensmad i ældreplejen, og at ufrivilligt barnløse i fertilitetsbehandling ikke også skal kæmpe med lange ventelister. Det fortjener Danmark, siger Jakob Scharff.
amp
Blå blok udspil i fem punkter:
1. Kortere ventetid på fertilitetsbehandling
Partierne vil sikre, at danskere, der er i fertilitetsbehandling, er omfattet af både udrednings- og behandlingsgarantien, så de kan benytte sig af private alternativer. Det vil give mange danskere hurtigere og dermed bedre mulighed for at opfylde det ønske om at stifte familie, som de så inderligt nærer.
2. Frit valg for fødende til at finde det rette tilbud
Partinerne vil give de fødende mulighed for at bruge det frie valg til at få den bedste behandling. Derfor skal fødende i hele landet have mulighed for at vælge mellem offentlige og private tilbud ved ukomplicerede fødsler, så de kan vælge det tilbud, som danner den bedste ramme om den kommende familieforøgelse.
3. Rulle elevfordelingen på gymnasierne tilbage
Regeringens kamp mod de unges frie valg skal stoppes. Derfor skal den forkerte tvangsfordeling af gymnasieeleverne efter forældrenes indkomst rulles tilbage straks efter valget. Det skal ikke være mors og fars pengepung, som bestemmer, hvor den enkelte unge kan blive uddannet.
4. Sikre det frie valg på ældreområdet
Partierne vil sørge for, at pengene følger borgeren, så de ældre får markant større frihed til selv at vælge den leverandør, der skal levere den personlige pleje, praktiske hjælp og madservice, som de er visiteret til.
5. Friplejehjem i alle kommuner
61 ud af landets 98 kommuner har ikke et friplejehjem, som et alternativ til de offentlige. De blå partier ønsker derfor friplejehjem i alle kommuner. På den måde sikrer vi, at alle danskere får muligheden for at vælge – også når det gælder de senere år af vores liv.
Kilde: Venstre.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.