
VARDE: Børnene i Varde Kommunes dagtilbud bliver nu digitale. Kommunen har nemlig søsat et uddannelsesforløb, som sikrer, at digitale medier bruges som pædagogiske redskaber i både dagpleje og daginstitutioner.
- Vi bruger blandt andet iPads til læringsspil, så børnene lærer på en sjov måde. Ved at spille forskellige læringsspil bliver børnenes sprog samt ord, tal og bogstavgenkendelse stimuleret. Børnenes kreativitet udvikles også ved, at de selv er med til at lave spillene. For eksempel laver vi vendespil med billeder af kammeraterne, hvor vi indtaler navne. Vi har stor fokus på, at børnene lærer og er aktive, for dagplejen er ikke en tidsfordrivende parkeringsplads - dagplejen skal også have læringsmæssig værdi, siger dagplejeleder Mette Guldager Lyhne.
- Det særlige ved vores indsats er et stort fokus på kompetenceudviklingsdelen. Hvor andre måske vælger at opruste mest på udstyr og mindre på kompetenceudvikling, fokuserer vi især på den kulturforandring, der skal til, for at få digitale medier inddraget på linje med andre pædagogiske redskaber. Derfor bruger vi en del midler på uddannelse for alle medarbejdere og færre midler på at købe udstyr, siger Karl Haahr (K), formand for Udvalget for Børn og Undervisning.
80 dagplejere og 10 dagplejepædagoger har gennemgået uddannelsesforløbet, der forløber over fire uger. Fra uge 43 er det medarbejderne i kommunens daginstitutioner, der skal af sted på digital uddannelse.
Uddannelsesforløbet muliggøres via jobrotation, da vikarer fundet via Jobcenter Varde tager over for medarbejderne, når de er på uddannelse.
Uddannelsesforløbet understøttes af den partnerskabsaftale, som Varde Kommune og UC Syddanmark har indgået. Undervisningen gennemføres af UC Syddanmark og COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling.
Kommunen er desuden i gang med at implementere digital forældrekommunikation i dagpleje og daginstitutioner. Det vil give forældrene mulighed for at sende og modtage praktiske informationer, invitationer, besked om sygdom og fridage på app og mail. I daginstitutionerne installeres digital afkrydsning, når forældre afleverer og afhenter deres børn. Det nye intranet vil blandt andet gøre hverdagen fri for telefonbeskeder og afkrydsningslister og give mere tid til ikke-praktiske samtaler med forældrene.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.