
AARHUS: Der skal mere samfundsdannelse ind på de tekniske uddannelser. Sådan lød det fra professor i softwareudvikling ved Københavns Universitet Thomas Hildebrandt på førstedagen af årets OffDig-konference i Aarhus.
Og tværgående viden er noget af det, der kendetegner de fremadrettede behov i offentlig digitalisering. Jurister skal lære noget om datalogi, og it-specialister skal lære noget om jura, mener professoren.
Under mandagens åbningsdebat lød det også fra direktør i KL Christian Harsløf, at det er på tide, at digitalisering bliver integreret i udviklingen på de enkelte fagområder. I det hele taget mener han, at digitaliseringen kan komme til at udfordre den måde, offentlig forvaltning er skruet sammen på.
- Vi har taget det, vi havde og digitaliseret det, og de offentlige organisationer ligner sig selv med deres siloorientering, siger Christian Harsløf, der i en sidebemærkning forudser muligheden for en forvaltningskommission, der kan vende op og ned på selve styringskæden.
Men selvom det er vigtigt, at det offentlige er rustet til næste skridt i digitaliseringen, skal de offentlige beslutningstagere også turde at vælge digitale løsninger fra, når der er bedre måder at gøre tingene på, mener KL-direktøren.
Digitaliseringstvang
Om man som borger har pligt til søge digital dannelse, eller om man skal have lov til at melde sig ud af digitaliseringen, er også til debat på konferencen. Og her er Digitaliseringsstyrelsens svar klart:
- Skal det også være frivilligt at lære at læse og regne? lyder det fra vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen Adam Lebech.
Men den sammenligning holder ikke, mener professor Thomas Hildebrandt. Selvfølgelig skal man følge med, men man skal ikke tvinges til at leve på en bestemt måde, siger han.
Selvom Adam Lebech er fortaler for at få alle med og fremhæver borgerens nytteværdi som en bærende målsætning i den offentlige digitalisering, kan modstanden mod at blive en digital borger være velbegrundet.
- Vi skal lade være med at tale om dem, der ikke er med, som "de tabte". Nogle har besluttet, at de ikke ønsker at være med. Vi skal ikke have alle med, siger Thomas Hildebrandt, og understreger at der kan være mange udfordringer ved at kræve, at folk bruger én platform som fx digital post.
Det er et dilemma, anerkender Adam Lebech, og nok kan det kræve et skub at få folk til at bruge digitale løsninger, men offentlig effektivisering gennem digitalisering skal give borgerne nytteværdi. Han mener til gengæld, at det offentlige skal kunne lave løsninger, der dækker alle.
- Vi bør måle succesen på, hvor gode løsningerne er for svage borgere, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.