
Opdateret: DSB viser torsdag det første af i alt 16 nye EC-tog frem på DSB's klargøringscenter i Kastrup. Togene skal både være en del af den internationale og danske trafik. Det oplyser DSB i et pressemeddelelse.
De 16 tog skal køre på strækningerne mellem København og Aarhus til Hamburg og samtidig være en del af den nationale trafik. Men før toget kan komme ud på skinnerne, skal den første vognstamme blandt andet gennemføre de sidste test.
Derudover vil DSB gennemføre et længere uddannelsesforløb for at forberede idriftsættelsen af toget i perioden frem til, at det er endeligt godkendt, lyder det i pressemeddelelsen.
I 2020 bestilte DSB otte nye tog, men sidste år blev ordren fordoblet til 16. De første otte tog forventes at komme ud i trafikken i efteråret 2024. Derfor bliver otte EC-tog leveret i 2024, mens de resterende otte togstammer bliver leveret i 2026 eller 2027 sammen med 16 styrevogne, der gør, at man ikke behøver vende togstammen for at koble det til et lokomotiv.
Derudover vil det første IC5-tog blive leveret til Danmark i 2025 og blive sat i drift i 2027. Og i 2030 forventes det første fuldautomatiske S-tog ifølge DSB at blive sat i drift.
Tidligere togbestillinger har givet problemer
DSB har tidligere haft problemer med nye tog, da de i 2000 bestilte 83 IC4-tog for i alt fem milliarder kroner hos en italiensk leverandør.
For togene fungerede ikke i drift, og DSB fik derfor kompensation fra italienerne på 2,25 mia. kr. mod at slække på en række krav i kontrakten.
Men i 2011 måtte DSB indstille al kørsel med togene, fordi de kørte forbi de røde stopsignaler. Kun nogle af de indkøbte IC4-tog kom til at køre på skinnerne, og de bliver primært brugt som regionaltog frem mod indsættelsen af de nye tog i 2024.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.