EGEDAL: Som en af de allerførste kommuner herhjemme, har Egedal Kommune overtaget al vejbelysning fra Dong Energy. Gevinsten er bedre og billigere lys på gader og stier. I den forbindelse bliver en tredjedel af lamperne i den kommende tid moderniseret, hvor 3.000 gamle armaturer med udtjente lysstofrør bliver udskiftet med lavenergi LED-lys, der giver et godt lys, men kun bruger 25 pct. så meget energi, oplyser kommunen.
I dag bruger et lysstofrør af den gamle slags mellem 80 og 100 watt. LED-pæren bruger kun 20-25 watt. Samtidig er det også hensigten at alle træmaster og gittermaster de næste år skal udskiftes med nye. Fra 1. januar er det energiselskabet SEAS-NVE, der står for drift og vedligeholdelse af vejbelysningen. Opgaven har været i EU-udbud og blev vundet af det andelsbaserede selskab, som gennem 100 år har leveret el til sjællænderne.
Rigtig god investering
Moderniseringen koster op mod 50 mio. kr., som lånefinansieres, men det er alle pengene værd, mener formand for Teknik- og Miljøudvalget, Peter Hansen (SF):
- Økonomisk set er det en rigtig god investering for os at købe Dong ud, fordi vi kan levere gadelyset billigere og bedre sammen med SEAS-NVE, når vi også samtidig går ud og investerer i nye lamper og energibesparende LED-lys. Vi forventer at den nye drift og LED-belysning giver så store besparelser, at hele lånet vil være tilbagebetalt i løbet af bare 10 år, i stedet for de oprindelig planlagte 20-25 år, siger Peter Hansen.
Fremover bliver det nemmere at melde fejl ind, hvis borgere oplever at gadelyset ikke lyser som det skal - via en app, der gør det nemt at melde fejl ind.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.