
Flere kommuner er ikke forberedt på at kunne tage hånd om deres mest sårbare borgere i tilfælde af en krisesituation, der kan vare tre dage eller mere.
Det viser en rundspørge udført af DK Nyt, hvor kun 34 ud af 82 har et tredages nødberedskab til borgere på fx plejehjem og botilbud.
Både kommuner og KL har efterlyst nationale regler for, hvordan de skal forberede sig på en krisesituation, bl.a. har flere efterspurgt klare retningslinjer for kommunernes ansvar for indkøb til kommunens sårbare borgere.
Nu har Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab udsendt et brev til alle landets kommuner og regioner - en såkaldt opfordring til styrket beredskabsplanlægning.
"På baggrund af det ændrede trussels- og risikobillede opfordres kommuner og regioner til at gennemgå og i nødvendigt omfang ajourføre deres generelle og sektorspecifikke beredskabsplaner og planer for fortsat drift blandt andet med et særligt fokus på sårbare og udsatte borgere, herunder også borgere i eget hjem med særlige kritiske plejebehov," skriver ministeriet i brevet og nævner bl.a. el, vand, fødevarer og medicin som en del af den styrket planlægning.
Til Ritzau afviser Johannes Lundsfryd (S), formand for KL's miljø- og klimaudvalg, at kommunerne bare skal gå i gang med at forberede sig.
- Vi skal have udpenslet helt præcis, hvad er det, og hvor er det, og hvem er det? Det har vi altså behov for nogle nationale retningslinjer for, siger han.
Til det svarer ministeren kort, at det er kommunens ansvar.
En venlig reminder
Men spørger man forsker i beredskab og samfundssikkerhed Rasmus Dahlberg, tilføjer brevet ikke noget nyt:
- Det svarer til, at en mor kommer ind på sin teenagesøns værelse, foreslår ham at rydde op, fortæller ham hvor støvsugeren står og går igen, siger Rasmus Dahlberg og uddyber:
- I virkeligheden er det ikke andet end en venlig reminder om, at kommunerne har ansvaret.
Han understreger dog, at det ifølge ham ikke er i “ond mening”, men nærmere et udtryk for, at vi har skabt et dysfunktionelt system.
- Det her brev viser tydeligt adskillelsen af det statslige, regionale og kommunale ansvar, som er meget opdelt og uafklaret. Og det er jo i virkeligheden en konsekvens af manglende strategisk tænkning.
Hvad skal der til, før denne hårknude af ansvarsfordeling bliver løst?
- Hvis ikke det her skal ende i et uendeligt slagsmål om, hvem der har ansvaret, og hvis midler der skal bruges, er der nogle, der er nødt til at være de voksne, siger han og fortsætter:
- Nogle skal sætte staten, kommunerne og regionerne ind i et lokale, som de ikke må forlade, før de har fundet en løsning på det her. Lige nu sker der ikke noget - det gør der først, når russerne er på vej mod Køge Bugt.
Kan godt blive bekymret
Risiko- og trusselsbilledet i Danmark er det mest alvorlige siden Anden Verdenskrig. Det fremgår af en opdatering af rapporten "Nationalt Sikkerhedsbillede", som beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) præsenterede torsdag eftermiddag.
Alligevel skubbes ansvaret frem og tilbage mellem de forskellige myndigheder. Er du bekymret?
- Jeg kan godt blive bekymret for, at vi ikke er i stand til at sætte os ud over nogle skillelinjer, som vi selv har opfundet. Det er jo dystre toner, der slås an i det nye nationale trusselsbillede, og derfor er vi nødt til klart at definere, hvordan vi arbejder sammen, siger Rasmus Dahlberg.
- Det er lige præcis det her, som de fremmede magter vil have. De vil have os til at diskutere dette. De behøves ikke engang sabotere noget, bare truslen om det udstiller vores manglende nationale enhedstænkning.
Ministeriets anbefalinger til kommunerne
I brevet skriver ministeriet følgende under overskriften Anbefaling om styrket beredskabsplanlægning:
"På baggrund af det ændrede trussels- og risikobillede opfordres kommuner og regioner til at gennemgå og i nødvendigt omfang ajourføre deres generelle og sektorspecifikke beredskabsplaner og planer for fortsat drift blandt andet med et særligt fokus på sårbare og udsatte borgere, herunder også borgere i eget hjem med særlige kritiske plejebehov. I forlængelse heraf vil det være hensigtsmæssigt, at regioner og kommuner styrker dialogen og samarbejdet omkring disse borgere.
Det kan bl.a. indebære at styrke planlægningen med henblik på at reducere konsekvenser ved nedbrud i adgangen til kritiske ressourcer såsom:
- El
- Varme
- Vand
- Fødevarer og drikkevand
- Data
- Telekommunikation
- Medicin, hjælpemidler og hygiejneartikler
- Transportmuligheder
Planlægningen vil kunne omfatte eksempelvis etablering af eller adgang til yderligere lagre af vand, fødevarer og medicin mv., adgang til alternative energikilder, standardprocedurer for håndtering af fejl på telefoni, konkrete procedurer for assistance til borgere med særlige kritiske plejebehov mv. Selve planlægningen, samt hvordan denne mest hensigtsmæssigt udmøntes i praksis, vil skulle ske på lokalt niveau, da det vil afhænge af hvilke kritiske funktioners fortsatte drift, der skal sikres, samt de fysiske og organisatoriske rammer."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.