KØBENHAVN: Arena CPHX, der står for opførelsen af den kommende multihal Royal Arena i København, inviterede tre embedsfolk på en af Københavns dyreste restauranter, skriver Berlingske.
Middagen for samlet ti mand, deriblandt to embedsfolk fra Københavns Kommune og en repræsentant for Kammeradvokaten, fandt sted på restauranten Kadeau. Berlingske skriver, at kuvertprisen var på 2500 kr. og den samlede pris på 25.000 kr.
- Det er et meget stort beløb, og det ligger helt klart også over, hvad offentlige ansatte må spise for på skatteborgernes regning. At regningen så bliver betalt af en privat virksomhed, der indirekte er finansieret af Københavns Kommune, hjælper ikke meget, siger Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
De involverede parter kan ikke se noget problem i middagen. Den blev holdt for at fejre, at EU-Kommissionen havde afgjort, at det ikke var i strid med reglerne for statsstøtte, at Københavns Kommune postede penge i projektet.
- Vi havde vundet en EU-udbudssag, og jeg synes, det er rimeligt nok, at vi fejrer det. Det er korrekt, at blandt andet Kammeradvokaten og kommunens embedsmænd var med, og jeg går ud fra, at de havde sagt fra, hvis de mente, at der var et problem i, at vi spiste der, siger Claus Wiegand Larsen, daværende direktør for Arena CPHX, til Berlingske.
Kontorchef i Københavns Kommune Per Justesen, der var med til middagen, forklarer, at han ikke vidste, hvad prisen på middagen var, men ville have sagt nej, hvis han havde vidst det.
- Jeg kendte ikke prisen og restauranten, da jeg blev inviteret, og har ikke haft en fornemmelse af, hvad det kostede. Da middagen er afsluttet, kan jeg konstatere, at vi havde fået X-antal retter, men jeg kan jo ikke gå midt i retten, siger kontorchefen til Berlingske.
Royal Arena skal åbne i starten af næste år.
Arena CPHX, der er delvist finansieret af skattekroner, har de seneste dage været i søgelyset for brug af store summer på fester, restaurantbesøg og rejser. Berlingske har afdækket, at selskabet siden 2011 har brugt over to mio. kr. på middage, rejser, vin og teambuilding.
Ritzau+mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.