DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
En vaccine forsinkes, en anden anbefales
Herhjemme er Pfizer/BioNTech-vaccinen den hidtil klart mest udbredte. Over 190.000 personer har fået enten det første eller begge stik med vaccinen.
Foto: Martin Wagner, Via Www.imago-Images.de/Imago/Ritzau Scanpix

En vaccine forsinkes, en anden anbefales

Mens en stor sending Moderna-vacciner forsinkes, anbefaler WHO, at AstraZeneca-vaccinen også gives til ældre over 65 år.

Vaccineleverandøren Moderna kan kun levere 24.000 doser til Danmark i næste uge mod de forventede 48.000 doser. Det oplyser Statens Serum Institut til DR Nyheder. 

Det er den første store leverance af vaccine-doser mod covid-19 fra Moderna, der altså bliver halveret.

De svenske sundhedsmyndigheder oplyser, at Moderna skal opgradere en fabrik, så virksomheden bagefter kan producere endnu flere vaccinedoser.

AstraZeneca anbefales også til ældre

Til gengæld anbefaler et ekspertpanel hos Verdenssundhedsorganisationen, WHO, nu, at coronavaccinen fra AstraZeneca også bliver givet til personer over 65 år. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Anbefalingen kommer, efter at en række lande, herunder Danmark, har besluttet ikke at give vaccinen til borgere over 65 år. Baggrunden for ikke at gøre det, er manglende dokumentation for effekt.

WHO's panel bestående af 15 førende eksperter inden for feltet mener derimod, at der er tilstrækkeligt bevis.

- Med helheden af dokumentationsmateriale taget i betragtning anbefaler WHO vaccinen til brug for personer, som er 65 år eller ældre, hedder det i anbefalingen fra ekspertgruppen.

Den anbefaler også, at der skal gå mellem 8 og 12 uger fra første til andet stik med coronavaccinen. I Danmark er den foreløbig dog kun blevet godkendt til brug på personer under 65 år, og som ikke er i risiko for et alvorligt forløb med coronavirus.

Ritzau / ibs