DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Endnu en stor tandlægekæde har tvivlsomme kontrakter

Sagen om mulig snyd med den offentlige sygesikring breder sig til en tandlægekæde ejet af en kapitalfond
9. JUL 2017 19.45

Tandlægekæderne stormer frem, men der er problemer med at overholde reglerne for at drive tandlægevirksomhed, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Det er således ikke kun tandlægekæden Dentist.dk med 20 klinikker i primært Jylland, der modtager offentlig sygesikring på et ifølge jurister tvivlsomt grundlag.

Det gælder også Godt Smil, der er en af landets største tandlægekæder. Tandlæger kan højst eje to klinikker af hensyn til patientsikkerheden og skal have den bestemmende indflydelse i klinikken, hvis de vil modtage offentlig sygesikring.

Godt Smil med kapitalfonden Maj Invest i ryggen har 21 klinikker fordelt over hele landet, og nu sår to professorer i selskabsret og Praktiserende Tandlægers Organisation, PTO, alvorlig tvivl om, hvorvidt Godt Smil lever op til kravene for at modtage offentlig sygesikring. Problemet ifølge dem er, at det ikke – som krævet i tandlægeoverenskomsten – er tandlægerne, der har den bestemmende indflydelse på klinikken. Det er Godt Smil.

To ud af tre
Af kontrakterne, som Jyllands-Posten kan fortælle om, fremgår det, at tandlægen ejer 51 pct. af klinikken og dermed på papiret har den bestemmende indflydelse. Men trods en ejerandel på blot 49 pct. har Godt Smil sikret sig to af tre medlemmer i bestyrelsen for klinikken og dermed den reelle bestemmende indflydelse.

Det vurderer bl.a. Hanne Søndergaard Birkmose, professor i selskabsret ved Aarhus Universitet.

- Det er bestyrelsen, der har kompetencen til at træffe de økonomiske og driftsmæssige beslutninger i selskabet, og derfor er det min vurdering, at den bestemmende indflydelse ligger hos den part, der har kompetencen til at udpege flertallet af bestyrelsens medlemmer, siger hun.

Godt Smils administrerende direktør, Anders Bjergegaard, afviser, at Godt Smil har den bestemmende indflydelse, og henviser til, at det udtrykkeligt fremgår af kontrakterne, at kæden ikke kan blande sig i det tandlægefaglige og alene har retten til at fyre direktøren i klinikken – tandlægen – hvis han ikke lever op til sine forpligtelser.

ka